Californiens forbud mod synligt at bære våben dømt forfatningsstridigt

3. JAN 2026 • 02:33UDLAND

En føderal appeldomstol har givet våbenejer medhold i, at våbenlov i Californien er i strid med forfatningen.

Den amerikanske delstat Californiens forbud mod at bære synlige skydevåben i store dele af delstaten strider mod USA's forfatning.

Det har et dommerpanel ved en føderal appeldomstol i San Francisco afgjort fredag.

Med stemmerne to mod én gav retten medhold til en ejer af et håndvåben.

Våbenejeren mente, at Californiens forbud mod synligt at bære skydevåben i amter med mere end 200.000 indbyggere var i strid med "The Second Amendment".

Det andet tillæg til den amerikanske forfatning - "The Second Amendment" - sikrer retten til at eje og bære våben.

Omkring 95 procent af befolkningen i Californien bor i amter med 200.000 indbyggere eller mere.

Fredagens afgørelse går imod en kendelse fra 2023. Dengang afviste en dommer ved en lavere domstol en sag, som var indgivet af våbenejeren Mark Baird.

Lawrence VanDyke, der er dommer ved appeldomstolen, vurderede fredag, at loven i Californien er i strid med en højesteretsdom fra 2022.

VanDyke, der er udpeget af USA's republikanske præsident, Donald Trump, bemærkede, at 30 delstater i USA tillader folk at bære synlige håndvåben.

Samtidig sagde han, at det i dag demokratisk-ledede Californien frem til 2012 tillod borgere at bære håndvåben - både synligt og i hylster - til selvforsvar.

- Den historiske dokumentation gør det umiskendeligt klart, at synlig våbenbesiddelse er en del af denne nations historie og tradition, sagde Lawrence VanDyke fredag.

Dommeren N. Randy Smith, der stemte imod fredagens afgørelse, var uenig med de andre dommere. Han mente, at Californiens våbenlov var i overensstemmelse med højesteretsdommen fra 2022.

En unavngiven talsperson for Californiens justitsminister, demokraten Rob Bonta, meddeler, at delstaten nu vil overveje sine muligheder.

- Vi er forpligtet til at forsvare Californiens fornuftige våbenlove, siger talspersonen.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT