Schweizisk bar blev tjekket tre gange på ti år forud for brand
Alt blev gjort i henhold til reglerne, fortæller ejeren af baren i Schweiz, der torsdag blev hærget af brand.
Sikkerhedsforanstaltningerne blev fulgt på schweizisk bar forud for brand.Det fortæller ejeren af baren til det schweiziske dagblad Tribune de Genève ifølge nyhedsbureauet AFP.
Nytårsnat blev baren, der ligger i den kendte skisportsdestination Crans-Montana i Schweiz, hærget af en dødelig brand.
Ejeren, franskmanden Jacques Moretti, fortæller, at baren er blevet tjekket i tre inspektioner på ti år.
- Alt blev gjort i henhold til reglerne, siger han til mediet.
Spørgsmålet, om hvorvidt sikkerhedsstandarderne blev overholdt, har fyldt, lige siden den ødelæggende brand brød ud i barens kælder, og omkring 40 mennesker blev dræbt og 119 såret ifølge tal, som politiet offentliggjorde fredag.
Baren, der har navnet Le Constellation, ligger i stueetagen af en beboelsesejendom og har en kapacitet til 300 personer plus yderligere 40 personer på terrassen, ifølge skisportsstedets hjemmeside.
Flere vidner har forklaret, at arrangementslokalet i kælderen af baren, hvor branden begyndte, kun var forbundet med stueetagen via en trappe, som nogle beskrev som "smal".
Den ledende anklager, Beatrice Pilloud, har udtalt, at sikkerhedsforanstaltningerne i baren er blandt fokusområderne i den igangværende efterforskning af tragedien.
En foreløbig efterforskning af branden peger på, at indendørs fyrværkeri - en form for stjernekastere eller fontæner sat på champagneflasker - kom for tæt på loftet.
Herefter spredte branden sig meget hurtigt, sagde anklageren, der leder efterforskningen af branden, fredag.
- Alt peger i retning af, at branden startede på grund af de brændende lys eller "bengalske lys", som var blevet sat på champagneflasker, siger anklager Beatrice Pilloud.
Bengalsk lys er en roligt brændende fyrværkeriblanding, der spreder et intensivt lys.
/ritzau/
