Titusinder trodser vandkanoner og gummikugler ved protest i Georgien
Mindst 150 er blevet anholdt i den bølge af demonstrationer, der præger Georgien efter omstridt valg.
Titusindvis af mennesker er for fjerde aften i træk på gaden i Georgiens hovedstad, Tbilisi, for at vise deres modstand mod regeringens beslutning om at indstille forhandlinger om EU-medlemskab.Samtidig afviser landets premierminister, Irakli Kobakhidze, at det kan komme på tale at lade det omstridte valg gå om, som oppositionen kræver.
Politiet har søndag brugt vandkanoner og gummikugler mod demonstranterne.
I nogle tilfælde jagtede de demonstranterne gennem Tbilisis gader med hævede knipler og tåregassprayen fremme.
Nogle demonstranter kastede sten og fyrværkeri mod politiet, mens andre hamrede på den metalport, der udgør indgangen til Georgiens parlament.
I løbet af de seneste dage er mindst 150 blevet anholdt ifølge Georgiens indenrigsministerium.
Forbundet af unge advokater i Georgien mener, at 200 anholdte er et mere retvisende tal.
- Georgisk Drøm er en prorussisk regering, og de skal ud, siger den 32-årige bartender Alexandre Diasamidze, der deltog i demonstrationerne søndag.
En anden protest fandt sted uden for den statslige tv-station GPB's hovedkontor. Demonstranterne anklager tv-stationen for at være et propagandaværktøj for regeringen.
Georgien har været præget af protester, siden regeringspartiet Georgisk Drøm udråbte sig til sejrherre ved parlamentsvalget 26. oktober.
Den provestlige opposition mener, at der har været udbredt fusk ved valget.
Oppositionen boykotter det nyvalgte parlament, og landets EU-venlige præsident, Salome Zurabisjvili, har bedt Georgiens forfatningsdomstol om at annullere resultatet.
Hun har lørdag meddelt, at hun ikke agter at træde tilbage, når hendes embedsperiode udløber.
Zurabisjvili anerkender ikke, at det nye parlament har mandat til at vælge hendes efterfølger, som det er planen at parlamentarikerne skal gøre 14. december.
Forfatningseksperter - herunder Vakhtang Khmaladze, der har været med til at udarbejde Georgiens forfatning - giver præsidenten ret i, at parlamentet ikke er godkendt i overensstemmelse med landets forfatning.
Medlemmerne af det nyvalgte parlament er forpligtet til at vente på, at en domstol behandler præsidentens anmodning om at annullere valgresultatet, siger eksperterne.
Præsidenten anklager Georgisk Drøm for at have drejet landet væk fra EU i de seneste år og mere i retning af Rusland. Det har regeringspartiet afvist.
Torsdag meddelte premierminister Irakli Kobakhidze, at Georgien vil indstille forhandlinger med EU om optagelse. Det gælder frem til 2028.
Det er den beslutning, der har udløst de omfattende demonstrationer.
/ritzau/AFP