TikTok om australsk forbud: Unge ender i internettets mørke afkroge

29. NOV 2024 • 03:55UDLAND

TikTok mener, at forbud mod børn under 16 på sociale medier kan skubbe dem til internettets mørkere afkroge.

Australiens forbud mod børn under 16 år på sociale medier risikerer at skubbe børnene ud til internettets mørkere og mindre regulerede afkroge.

Det siger en talsperson for det sociale medie TikTok ifølge nyhedsbureauet AFP, efter at forbuddet torsdag aften dansk tid blev vedtaget af det australske parlament.

- Det vil højst sandsynligt skubbe unge mennesker mod internettets mørkere afkroge, hvor der ikke er nogen regler, sikkerhedsværktøjer eller beskyttelser, siger talspersonen.

Det hører med til historien, at TikTok netop er et af de sociale medier, som bliver ramt af loven.

Loven møder en lignende kritik hos FN's Børnefond, Unicef.

Organisationens australske politiske chef, Katie Maskiell, siger, at børnenes beskyttelse ikke må komme på bekostning af inklusion online.

- Forbuddet risikerer i stigende grad at skubbe børn mod skjulte og uregulerede dele af internettet, og det forhindrer dem i at tilgå de dele af onlineverdenen, som er afgørende for deres velvære, siger Maskiell.

Loven kræver, at tech-giganterne forhindrer mindreårige i at logge ind på deres platforme.

Overtrædelser medfører bøder på op til 49,5 millioner australske dollar, hvilket svarer til knap 230 millioner danske kroner.

Den australske premierminister, Anthony Albanese, sagde fredag, at loven giver sociale medier som Facebook, Instagram og TikTok et "socialt ansvar for at sikre, at vores børns sikkerhed er en prioritet".

- Vi vil sørge for, at mødre og fædre kan have en anderledes type samtale med deres børn i dag og i fremtiden, lød det fra Albanese på et pressemøde.

Loven foreskriver ikke udtrykkeligt, hvordan den skal håndhæves.

Flere sociale medier har udtrykt bekymring for, hvordan den er sat sammen, og har udvist interesse i at blive en del af arbejdet med at udforme, hvordan loven skal implementeres.

Meta, som står bag Facebook og Instagram, har opfordret til at blive hørt, så man sikrer et "teknisk muligt udfald, som ikke placerer et besværligt ansvar på teenagere og forældre".

En talsperson for det sociale medie Snapchat siger, at man har "alvorlige bekymringer" om loven, og at der stadigvæk er "mange ubesvarede spørgsmål" om, hvordan den skal fungere.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT