KØB ABONNEMENT

Syv personer savnet efter brand på skibe i Sortehavet

UDLAND • 15. OKT 2026 • 12:58

To kemikalietankskibe brød i brand natten til torsdag. Det er ikke oplyst, om der er tale om et angreb.

Natten til torsdag brød to tankskibe i brand i Sortehavet. Syv besætningsmedlemmer fra det ene skib er savnet.

Det oplyser rumænske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Landets præsident, Nicusor Dan, siger torsdag, at to droner ramte skibene. Det er ikke oplyst, om dronerne er årsagen til, at skibene brød i brand.

Ifølge myndighederne er der tale om to kemikalietankskibe. På det ene skib var der 12 besætningsmedlemmer om bord, hvoraf syv fortsat er savnet.

Det rumænske indenrigsministerium oplyser, at to helikoptere deltager i eftersøgningen efter de savnede besætningsmedlemmer.

Alle besætningsmedlemmer på det andet tankskib er reddet i sikkerhed.

Det er endnu ukendt, hvor dronerne kom fra, men myndighederne oplyste tidligere torsdag, at russiske droner havde krænket rumænsk luftrum.

Mindst fem andre fragtskibe er blevet ramt af droner nær Rumæniens og Bulgariens kyster inden for de seneste ti dage, skriver Reuters. Begge lande er medlemmer af Nato.

Rumænien deler en grænse på 614 kilometer med Ukraine.

Siden krigen mellem Rusland og Ukraine begyndte for over fire år siden, har der været hændelser med russiske droner i Rumænien og miner i Sortehavet.

Den rumænske udenrigsminister sagde tidligere på ugen, at den seneste måneds tiltagende angreb på skibe i Sortehavet har skabt risiko for en global fødevarekrise.

- Vi betragter Sortehavet som en livsnerve for den globale fødevareforsyning, sagde ministeren ifølge Reuters.

Rumænien er blandt andet stor eksportør af korn, skriver nyhedsbureauet.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT