KØB ABONNEMENT

Sydeuropæiske lande kræver større EU-budget mens Nordeuropa siger nej

UDLAND • 15. OKT 2026 • 10:45

Mens Danmark og Sverige står over for milliardregninger, vil sydeuropæiske lande have større EU-budget.

Flere sydeuropæiske EU-lande presser på for at få øget det irske EU-formandskabs udspil til det næste langsigtede EU-budget.

Det står klart forud for EU-topmødet i Bruxelles torsdag.

- Vi er ikke enige i udspillet. Det er ikke stort nok, siger Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, på vej ind til mødet.

Også Grækenlands premierminister, Kyriakos Mitsotakis, kritiserer Irland for at skære i landbrugsstøtten i udspillet.

- Grækenland er ikke tilfreds med det irske budgetforslag, og vi vil ikke acceptere, at udgifterne til landbrugsområdet bliver beskåret, siger Kyriakos Mitsotakis.

Både Spanien og Grækenland er nettomodtagere af EU-midler og har derfor interesse i et stort EU-budget.

Irland har i udspillet skåret otte procent af EU-Kommissionens rekordstore oprindelige udspil til EU-budgettet.

Samtidig har Irland skåret tre procent på området for landbrug og regionalstøtte.

Fordi det tager udgangspunkt i EU-Kommissionens rekordhøje udspil, vil det irske udspil dog fortsat udløse milliardregninger til nettobidragsydere som Danmark, Sverige, Tyskland, Holland, Finland og Østrig.

Derfor kæmper de seks lande for at få reduceret det irske udspil yderligere. Og for at få opprioriteret investeringer i forsvar og konkurrenceevne frem for landbrug og regionalstøtte.

På vej ind til mødet skærpede Sveriges fungerende statsminister, Ulf Kristersson, retorikken.

Kristersson kaldte det irske udspil for urimeligt stort:

- Det er ikke engang et udgangspunkt for forhandlinger. Det er alt for stort og alt for dyrt.

- Det vil øge det svenske nettobidrag til EU med 60 procent. Det er fuldstændigt uacceptabelt, siger Ulf Kristersson.

Sverige er sammen med Danmark del af en gruppe på i alt seks lande. Selv om de kun udgør en brøkdel af det samlede EU's 27 lande, så betaler de seks lande i forvejen for en uforholdsmæssig høj del af regningen for Europa og for krigen i Ukraine.

- De lande, der tænker ligesom Sverige, står for 70 procent af støtten til Ukraine. Og vi står for 40 procent af pengene i EU-budgettet allerede.

- Så det er simpelthen ikke rimeligt at øge Sveriges nationale bidrag endnu mere, siger Ulf Kristersson.

Finansministeriet oplyser i et svar til Ritzau, at Danmark også vil stå over for en stor milliardregning fra EU, hvis det irske EU-formandskabs udspil til budget bliver vedtaget.

Det vil formentlig betyde, at Danmark årligt skal betale 12,7 milliarder kroner ekstra til EU.

Til sammenligning koster det dyreste enkeltforslag i regeringsgrundlaget - fjernelsen af momsen på frugt og grønt samt halveringen af momsen på øvrige fødevarer - 17,4 milliarder kroner om året.

Dermed er beløbet så stort, at det kan få indflydelse på, hvad regeringen har råd til at prioritere.

Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, kalder det irske udspil et skridt i den rigtige retning. Men det skal reduceres yderligere:

- Vi står over for meget svære forhandlinger. Med to en halv måned tilbage af året står vi meget langt fra hinanden, siger Friedrich Merz.

Han håber dog fortsat, at det vil lykkes at indgå en aftale mellem EU-landene inden årets udgang.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT