KØB ABONNEMENT

Irland står fast: Udspil vil udgøre grundlag for EU-budgetforhandling

UDLAND • 15. OKT 2026 • 10:08

Trods kritik mener det irske EU-formandskab, at man har løst opgaven med at skabe basis for EU-budget.

Irland står fast på, at det irske EU-formandskabs omstridte udspil til EU-udspil er så balanceret, at det vil udgøre basis for forhandlingerne.

På vej ind til EU-topmødet i Bruxelles, siger Irlands premierminister, Micheál Martin:

- Vi vil aldrig kunne tilfredsstille alle med vores udspil. Det er en udfordrende og kompleks forhandling.

- Der er en gruppe af lande, der står for 46 procent af bidragene til EU, som ville have EU-Kommissionens udspil reduceret. Det har vi gjort.

- Og så er der andre lande, der over alt andet vil beskytte landbrugsstøtten og samhørighedsmidlerne, siger Micheál Martin.

Han mener på den baggrund, at Irland har lyttet til de 27 EU-landes ønsker og lavet et balanceret udspil, som kan udgøre basis for forhandlingerne.

Det var også indtrykket forud for EU-topmødet. På vej ind til mødet skærpede Sveriges fungerende statsminister, Ulf Kristersson, dog retorikken.

Kristersson kaldte det irske udspil for urimeligt stort:

- Det er ikke engang et udgangspunkt for forhandlinger. Det er alt for stort og alt for dyrt.

- Det vil øge det svenske nettobidrag til EU med 60 procent. Det er fuldstændigt uacceptabelt, siger Ulf Kristersson.

Sverige er sammen med Danmark del af en gruppe på i alt seks lande. Selv om de kun udgør en brøkdel af det samlede EU's 27 lande, så betaler de seks lande i forvejen for en uforholdsmæssig høj del af regningen for Europa og for krigen i Ukraine.

- De lande, der tænker ligesom Sverige, står for 70 procent af støtten til Ukraine. Og vi står for 40 procent af pengene i EU-budgettet allerede.

- Så det er simpelthen ikke rimeligt at øge Sveriges nationale bidrag endnu mere, siger Ulf Kristersson.

Finansministeriet oplyser i et svar til Ritzau, at Danmark også vil stå over for en stor milliardregning fra EU, hvis det irske EU-formandskabs udspil til budget bliver blive vedtaget.

Det vil formentlig betyde, at Danmark årligt skal betale 12,7 milliarder kroner ekstra til EU.

Til sammenligning koster det dyreste enkeltforslag i regeringsgrundlaget - fjernelsen af momsen på frugt og grønt samt halveringen af momsen på øvrige fødevarer - 17,4 milliarder kroner om året.

Dermed er beløbet så stort, at det kan få indflydelse på, hvad regeringen har råd til at prioritere.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT