KØB ABONNEMENT

Sveriges Riksdag stemmer nej til S-leder som statsminister

UDLAND • 15. OKT 2026 • 13:22

Flere partier havde inden afstemning sagt, at de ville stemme nej til en socialdemokratisk etpartiregering.

Socialdemokraternas formand, Magdalena Andersson, er blevet nedstemt som kommende svensk statsminister i en afstemning i Riksdagen.

Alle partier ud over Socialdemokraterna har stemt imod.

Det var ventet, at Riksdagen ville stemme imod Andersson. Flere partier havde på forhånd sagt, at de ville stemme nej.

Det er over en måned siden, at der var valg i Sverige.

Riksdagen stemte om en etpartiregering bestående af Socialdemokraterna.

- Det er helt forventet. Vi befinder os i en kompliceret situation i Sveriges Riksdag efter valget med en lang række løsninger både til venstre, i midten og til højre, siger Andersson.

Andersson mener, at det kommer til at kræve "et antal" statsministerafstemninger, inden en ny regering er på plads.

Torsdagens afstemning er den første siden valget.

Der kan være fire statsministerafstemninger, inden der skal være nyvalg.

Vänsterpartiet, Miljöpartiet og Centerpartiet anses som de mest oplagte partier til at samarbejde med Socialdemokraterna om en regering.

Samuel Gonzalez Westling, der er medlem af Riksdagen for Vänsterpartiet, siger, at partiet kun kan stemme for en regering, som det selv er en del af.

Samtidig nægter Centerpartiet at samarbejde med eller sidde i en regering, som Vänsterpartiet er en del af.

Centerpartiet mener, at Magdalena Andersson er den mest sandsynlige statsminister. Partiet er ikke afvisende over for at lade en socialdemokratisk etpartiregering komme til magten, men valgte alligevel at stemme nej torsdag.

- I forhold til dagens afstemning findes forudsætningerne ikke, siger partiets gruppeformand, Daniel Backström.

Næste skridt i forsøget på at danne en ny svensk regering er, at Riksdagens formand, talman Andreas Norlén, skal have samtaler med partilederne og finde en ny person, der skal forsøge at danne regering.

Han har antydet, at det kan blive den siddende statsminister, Moderaternas Ulf Kristersson.

- Det er naturligt, at det er den, der leder det næststørste parti, der får opgaven, sagde han tidligere på ugen.

De rød-grønne partier fik et snævert flertal ved valget i Sverige 13. september.

RITZAU/TT

FÅ ABONNEMENT