Syriske oprørere rykker frem og er i udkanten af ny storby
Efter overtagelse af Aleppo sidste uge meldes der om fremrykning tæt på endnu en stor syrisk by.
Syriske oprørere, som kæmper mod regeringsstyrker, er tirsdag rykket frem tæt på den store by Hama.Det oplyser oprørerne selv og Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), der via et netværk af kilder overvåger situationen i Syrien fra Storbritannien.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Sidste uge indtog oprørerne byen Aleppo, der ligger lidt over 100 kilometer omtrent nord for Hama i den nordvestlige del af landet.
Skulle der komme et angreb på Hama, hvor der bor knap en million mennesker, vil det yderligere øget presset på den syriske præsident, Bashar al-Assad.
Ifølge oprørere og Sohr er landsbyer nord for Hama blevet indtaget.
Det gælder blandt andet byen Maar Shahur nogle få kilometer fra Hama. Imens melder syriske statsmedier, at forstærkninger er på vej til området.
Militante oprørere fra den islamistiske bevægelse Hayat Tahrir al-Sham er siden onsdag rykket frem i flere provinser i det nordvestlige Syrien. I den forbindelse har de indtaget millionbyen Aleppo.
Søndag stod det klart, at præsident Bashar al-Assads styrker for første gang i mere end ti år havde mistet al kontrol med byen.
Hama har været under regeringens kontrol, siden borgerkrigen brød ud i 2011.
Siden 2020 har frontlinjerne i store træk været fastfrosne, efter at Assad tog det meste af landet tilbage fra oprørere. Det skete med russisk hjælp fra især luften - og også med iransk militærhjælp.
Men Rusland har på det seneste koncentreret sig om krigen i Ukraine. Imens har israelske angreb markant svækket Hizbollah, som ifølge Reuters er den største iranskstøttede styrke, der har kæmpet i Syrien.
Tirsdag aften melder Sohr ifølge nyhedsbureauet AFP, at oprørerne står "ved Hama-byens porte". Nogle områder har været ramt af beskydning, lyder det.
Byen har været "vidne til en stor bølge af fortrængning på grund af de eskalerende kampe", melder Sohr. Nogle familier har søgt mod Hama-provinsens sydlige dele og andre til naboprovinsen Homs.
Hayat Tahrir al-Sham udspringer af bevægelsen Jabhat al-Nusra - også kendt som al-Nusra-fronten - der har været allieret med al-Qaeda.
/ritzau/