Socialdemokratiet vinder parlamentsvalg i Island

1. DEC 2024 • 14:45UDLAND

Ved valg til Altinget har socialdemokrater sikret sig 15 af parlamentets 63 pladser. Regeringsparti ryger ud.

Socialdemokratiet med Kristrun Frostadottir i spidsen bliver det største parti ved valget til det islandske parlament, Altinget.

Partiet har fået 20,8 procent af stemmerne og kan dermed sætte sig på 15 ud af Altingets i alt 63 pladser.

Det rapporterer statsmediet RUV.

Det næststørste parti bliver Selvstændighedspartiet, som ledes af statsminister Bjarni Benediktsson. Partiet har fået 19,4 procent af stemmerne og får 14 mandater i parlamentet.

Det Liberale Reformparti bliver tredjestørst. 15,8 procent af vælgerne stemte på partiet ved valget, der blev afholdt lørdag.

Det giver partiet 11 mandater.

Mens Socialdemokratiet og Det Liberale Reformpartiet går frem med henholdsvis ni og seks mandater, giver valget en tilbagegang på to mandater til Selvstændighedspartiet.

Venstrepartiet - De Grønne får ingen pladser i parlamentet.

Partiet var en del af koalitionsregeringen inden valget og blev tidligere ledet af Katrin Jakobsdottir, som var statsminister fra 2017 indtil april i år.

Efter store problemer i den islandske koalitionsregering måtte den i oktober kaste håndklædet i ringen og udskrive valg.

Regeringen var da også en usædvanlig alliance af partier fra hele det politiske spektrum og bestod af det konservative Selvstændighedspartiet, centrumhøjrepartiet Fremskridtspartiet og Venstrepartiet - De Grønne.

Regeringen holdt i tre år. Men partierne kunne i sidste ende ikke finde fælles fodslag i spørgsmål om økonomi, energi, udenrigspolitik og indvandring.

Efter valget er seks partier repræsenteret i Altinget. Ud over Socialdemokratiet, Selvstændighedspartiet og Det Liberale Reformparti er det Folkets Parti, Centerpartiet og Fremskridtspartiet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT