Landsholdskaptajn forlænger med tysk håndboldmester frem til 2029

1. DEC 2024 • 21:58SPORT

Stregspilleren Magnus Saugstrup har forlænget sin kontrakt med den tyske gigant SC Magdeburg frem til 2029.

Den danske stregspiller Magnus Saugstrup skal ikke på udkig efter en ny arbejdsgiver lige foreløbig.

Anføreren for de danske håndboldherrer har således forlænget sin kontrakt med SC Magdeburg frem til 2029.

Det oplyser den tyske håndboldklub på sin hjemmeside.

Siden Saugstrup i 2021 forlod Aalborg Håndbold til fordel for Magdeburg, har den 28-årige dansker været en central figur hos den tyske gigant, lyder det.

- Det er et fantastisk signal, at Magnus har valgt at binde sig til SCM på lang sigt.

- Han er en af holdets bærende søjler og vil spille en afgørende rolle i klubbens fremtid, siger træner Bennet Wiegert til klubbens hjemmeside.

Træneren tilføjer, at Saugstrup "ikke blot er en af verdens bedste stregspillere, men også en lederfigur".

Det har skabt interesse fra andre klubber, lyder det videre.

Saugstrup var ifølge eget udsagn ikke i tvivl om, hvorvidt han skulle forlænge sin kontrakt.

- Jeg spiller for en af verdens bedste klubber, min familie trives, og fansenes støtte er enestående, siger danskeren.

- Jeg er overbevist om, at vi i de kommende år kan vinde mange flere titler sammen.

Magdeburg er forsvarende tysk mester.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT