Socialdemokrati er foreløbig størst ved valg i Rumænien
Rumæniens regerende socialdemokrater går tilbage, men bliver valgets største parti, viser foreløbig optælling.
Rumæniens regeringsparti, det socialdemokratiske PSD, ser ud til at blive det største parti ved søndagens parlamentsvalg.Det viser den foreløbige optælling, efter at 90 procent af stemmerne er talt op, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Partiet står til 23,9 procent, viser optællingen klokken 02.00 dansk tid.
PSD har 32,5 procent af pladserne i det nuværende parlament.
Det højrenationalistiske Alliancen for Rumænsk Enhed, AUR, ser i øjeblikket ud til at blive næststørst med 17,9 procent af stemmerne.
Hvis det endelige valgresultat bekræfter den tendens, vil det være mere end en fordobling i forhold til det seneste valg, hvor partiet fik 8,5 procent af stemmerne.
Det konservative parti PNL står til 14,6 procent af stemmerne, mens Centrumhøjre-unionen USR står til 11,1 procent.
Forud for valget havde meningsmålinger peget i retning af, at AUR kunne blive valgets vinder.
Højrefløjsalliancen har udfordret PSD og dets provestlige holdning.
Iagttagere har vurderet, at en valgsejr til AUR kunne betyde et kursskifte i Rumæniens forhold til EU og Nato. Landet er medlem begge steder.
Siden 2021 har Rumænien været ledet af en koalition bestående af PSD og PNL. Også det liberale parti UDMR indgik tidligere i regeringen.
Valgstedsmålinger spåede søndag aften, at PSD ville få 26 procent af stemmerne. På baggrund af dem udtalte premierminister Marcel Ciolacu, at Rumæniens vælgere har bekræftet, at de vil fortsætte med at investere i landets fremtid.
Ciolacu måtte se sig slået ud i første valgrunde af præsidentvalget for en uge siden.
Det valg ventes afgjort ved anden valgrunde om en uge.
Ved første runde af valget fik den prorussiske højrefløjspolitiker Calin Georgescu flest stemmer - og en langt større andel af stemmerne end ventet.
I meningsmålingerne stod Georgescu, der er stærkt kritisk over for Nato-samarbejdet, kun til at få omkring fem procent af stemmerne.
Han endte dog med at blive den største stemmesluger blandt præsidentkandidaterne med 22,94 procent af stemmerne.
Misforholdet mellem meningsmålingerne og resultatet har affødt en mistanke om, at Rusland kan have påvirket valget.
Efterfølgende har en domstol derfor afgjort, at stemmerne skal tælles om. Resultatet af omtællingen er endnu ikke offentliggjort.
Hvis resultatet fra første runde af præsidentvalget bliver godkendt, skal Georgescu stille op mod den liberalkonservative kandidat Elena Lasconi.
Hun fik opbakning fra 19,18 procent af vælgerne i første runde.
/ritzau/Reuters