Rusland undslipper amerikansk told på grund af sanktioner
Rusland har ingen handel med USA, siger finansminister. Ukraine pålægges 10 procent importtold af USA.
Rusland bliver modsat alle andre lande i verden ikke pålagt amerikansk importtold.Årsagen er ifølge USA's finansminister, Scott Bessent, at USA i øjeblikket ikke har nogen handel med Rusland.
Det fortæller Bessent ifølge nyhedsbureauet Reuters i et interview med Fox News.
- Rusland er ikke på toldlisten, for vi handler ikke med Rusland. De er sanktioneret, siger Scott Bessent.
Ukraine, som på fjerde år er invaderet af Rusland, bliver ramt med en amerikansk told på 10 procent, fremgår det af USA's toldliste.
USA's præsident, Donald Trump, annoncerede onsdag importtolden, der rammer samtlige lande i verden med forskellige satser.
Ifølge Trump modsvarer satserne de afgifter, som amerikanske varer er pålagt af de enkelte lande.
Landene i EU vil blive pålagt en told på 20 procent, mens Kina rammes af en told på 34 procent. Ingen lande slipper med mindre end 10 procent.
Finansminister Scott Bessent advarer i interviewet med Fox News de lande, der overvejer at svare igen med told på varer fra USA.
- Mit råd til alle lande lige nu er, at de ikke skal gøre gengæld. Sæt jer ned, tag det ind, og se, hvordan det går. For hvis I gør gengæld, vil det være en optrapning, siger Bessent ifølge AFP til Fox News.
Han tilføjer, at tolden vil hjælpe med at genoprette den amerikanske økonomi.
Flere regeringsledere har kritiseret tolden, da den lægger hindringer i vejen for samhandlen.
Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke (M), varsler, at der vil komme et europæisk modsvar.
- Det er over min forstand, at USA vil indlede en handelskrig mod Europa. Den har kun tabere. Men når USA rejser toldmure, må vi stå sammen, forsvare vores økonomiske interesser og give robuste og proportionale modsvar, skriver Lars Løkke på det sociale medie X.
/ritzau/