Europæiske aktier kravler op efter blodrød mandag

8. APR 2025 • 09:53UDLAND

Aktierne i London, Frankfurt og Paris stiger ved børsåbningen efter en kritisk dag med store fald.

De europæiske aktiemarkeder åbner tirsdag med mindre stigninger efter en mandag med markante fald.

Londons toneangivende FTSE 100-indeks stiger med 1,3 procent, mens det franske CAC 40-indeks i Paris går op med 1,4 procent efter åbningen af aktiehandlen.

Det førende tyske DAX-indeks i Frankfurt stiger lidt mindre med 0,9 procent, hvilket står i skærende kontrast til mandagens fald på 4,1 procent ved lukketid.

Dermed følger de europæiske aktiemarkeder lignende opsving på børserne i Asien efter en blodrød mandag. Flere børser i Asien oplevede mandag de største aktiefald i mange år.

Hang Seng-indekset i Hongkong faldt med mere end 13 procent, hvilket var det største fald på børsen siden den asiatiske finanskrise i 1997.

Tirsdag lysner det også for det danske C25-aktieindeks, der omfatter de 25 største og mest handlede selskaber på den københavnske fondsbørs.

Aktieindekset åbner handelsdagen i grønt med en mindre stigning på 0,4 procent. Samme tendens ses på børsen i Oslo, som åbner med en stigning på omkring 0,8 procent.

Rutsjeturen på aktiemarkederne kommer, efter USA's præsident Donald Trumps verdensomspændende told på udenlandske varer.

Varer fra EU vil blive pålagt 20 procent told, mens eksempelvis kinesiske varer vil blive ramt af en told på 34 procent.

Toldafgiften for EU og en række andre lande træder efter planen i kraft 9. april.

Kina svarede fredag igen ved at gengælde den amerikanske told, hvilket sendte yderligere rystelser gennem aktiemarkederne. Kina pålægger alle amerikanske varer yderligere 34 procent told fra 10. april.

Det fik Donald Trump til tasterne mandag. På sit sociale medie, Truth Social, skrev præsidenten, at han vil lægge yderligere 50 procent told på Kina, medmindre at Kina inden da vælger at trække dets gengældelsestold mod USA tilbage.

Det Hvide Hus bekræfter over for AFP, at de 50 procent vil blive lagt oven i den allerede planlagte toldsats på 34 procent for Kina, som Trump fremlagde i sidste uge.

Også EU ventes også at komme med et modsvar på Trumps omfattende toldhammer.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT