Premierminister: Angreb er tegn på stigende antisemitisme
Dick Schoof fordømmer antisemitiske angreb i Amsterdam. Det første af tre evakueringsfly er landet i Tel Aviv.
Angrebet på israelske fodboldfans i Amsterdam er et tegn på den stigende antisemitisme i Holland, siger premierminister Dick Schoof.- Jeg skammer mig over, hvad der skete i Holland, siger han ifølge Reuters til journalister i forbindelse med EU-topmødet i Ungarns hovedstad, Budapest.
- Det har været en forfærdelig nat.
Schoof tilføjer, at han vil forlade topmødet tidligt fredag eftermiddag for at vende tilbage til Amsterdam.
På forhånd havde Schoof i et opslag på X fordømt de "uacceptable antisemitiske angreb på israelere". Han har talt med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
Geert Wilders, der er politisk leder på den yderste højrefløj i Holland, har betegnet overfaldene som "en pogrom".
- Vi er blevet Europas Gaza, siger han og tilføjer, at muslimer med palæstinensiske flag jagtede jøder gennem Amsterdams gader.
Fredag eftermiddag er det første fly med evakuerede israelere landet i lufthavnen i den israelske storby Tel Aviv, skriver AFP.
Det statslige israelske luftfartsselskab, El Al, meddelte tidligere fredag, at der ville blive sendt tre fly til Holland for at hente israelere hjem fra Holland.
Det kommer efter voldsomme overfald på israelske fodboldfans efter en kamp mellem den hollandske fodboldklub Ajax og den israelske klub Maccabi Tel Aviv.
I et opslag på Facebook skriver El Al, at det første af de tre fly lander i Tel Aviv fredag og det sidste søndag morgen.
Selskabets bestyrelsesformand, Amikam Ben Zvi, oplyser ifølge AFP, at der vil være læger og andet sundhedspersonale om bord på de tre fly.
Desuden har israelske statsborgere mulighed for at flyve gratis med de afgange, der allerede er planlagt med almindeligt rutefly.
Israels udenrigsministerium oplyste tidligt fredag eftermiddag, at de israelere, der var meldt savnet i Amsterdam, nu er redegjort for.
- Alle de israelere, der blev kvæstet og bragt til hospitalet, er udskrevet, meddeler ministeriet.
/ritzau/