PORTRÆT: Tredje gang kan blive lykkens gang for Kongen af Nord

22. JUN 2026 • 15:39UDLAND

Kritikere betegner Andy Burnham som en politisk vejrhane, mens andre kalder ham en dygtig historiefortæller.

Det lykkedes ikke første gang. Eller anden gang.

Men måske lykkes det, når Andy Burnham nu for tredje gang går efter at blive leder af det britiske parti Labour.

Tirsdag har Storbritanniens nuværende premierminister og leder af Labour, Keir Starmer, meddelt sin afgang.

Dermed peger pilen i retning af 56-årige Burnham, som nu er afgående borgmester i Greater Manchester efter at have fået en ledig plads i parlamentet i sidste uge.

Labour er i dyb krise. Det har brug for en leder, der kan trække partiet ud af vælgerkrisen, løse Storbritanniens store problemer og give partiet en sejr ved næste parlamentsvalg i 2029.

Og her ser støtter ifølge BBC Andy Burnham som partiets redningsmand i kampen mod højrefløjspartiet Reform med Nigel Farage i spidsen.

Andy Burnham har været medlem af Labour, siden han var 15.

Han læste engelsk i Cambridge, og da han var midt i 20'erne, begyndte han at arbejde for fagforbund og som rådgiver i Labour-premierminister Tony Blairs regering.

Han har også tidligere været medlem af parlamentet, ligesom han sad på flere ministerposter under Gordon Browns regering fra 2007 til 2010.

Da Labour tabte parlamentsvalget i 2010, forsøgte Burnham at vinde formandsposten. Men han blev kun nummer fire ud af fem kandidater.

Han gjorde forsøget igen i 2015, men tabte til Jeremy Corbyn.

To år senere besluttede Burnham, at hans politiske fremtid lå uden for Westminster i London, epicenteret for britisk politik, og han blev valgt som borgmester i Greater Manchester.

Nu har han i stedet rettet blikket mod formandstaburetten i Labour og premierministerens embedsbolig i Downing Street 10.

Burnham betegnes som gemytlig og karismatisk, og i Manchester og i britiske medier har han fået kælenavnet "Kongen af Nord" for sit forsvar af området under coronapandemien - navnet er en reference til en karakter i den populære tv-serie "Game of Thrones".

Og så er han en dygtig kommunikatør, forklarer Robert Ford, som er professor i statskundskab på University of Manchester, til New York Times.

- Hans store styrke er, at han er en meget effektiv kommunikator og en meget effektiv historiefortæller. Han er god til at give vælgerne et indtryk af, hvem han er, hvad han står for, og hvad han forsøger at gøre.

- På alle disse områder er han en markant kontrast til den nuværende Labour-premierminister, siger Ford med henvisning til Keir Starmer.

Den mest vedholdende kritik af Andy Burnham er, at han er en vejrhane, hvis synspunkter skifter, som de politiske vinde blæser.

En kritik, som Keir Starmer også spøgte med efter VM i fodbold i 2022.

Her sagde Starmer ifølge The New York Times, at Burnham fik lov til at "se sit barndomshold Argentina vinde VM".

- Men det var en blandet fornøjelse, for han fik også lov til at se sit barndomshold Frankrig tabe finalen og sine barndomshold Marokko og Kroatien tabe semifinalerne, lød det fra Starmer.

Planen er ifølge nyhedsbureauet Reuters at få de mulige formandskandidater på plads inden 16. juli.

Bliver der kampvalg, skal en ny leder være på plads inden september.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT