Starmers udfordrer er taget i ed som nyt medlem af Underhuset

22. JUN 2026 • 16:25UDLAND

Andy Burnhams vej mod lederposten i Labour blev banet ved et suppleringsvalg til Underhuset.

Andy Burnham er mandag eftermiddag taget i ed som nyt medlem af Underhuset for arbejderpartiet Labour til lyden af jubelråb fra Labours øvrige medlemmer af parlamentet.

Det viser direkte tv-billeder fra Underhuset i London.

Burnham bekræftede tidligere på dagen, at han ønsker at overtage Keir Starmers plads som leder af Labour.

Starmer havde forinden meddelt, at han træder tilbage.

- Rom er reddet, råbte et af parlamentsmedlemmerne, da Burnham havde aflagt ed i Underhuset, ifølge avisen The Guardian.

- Han er ikke Messias, råbte en anden.

Efter en kort pause svarede Andy Burnham ifølge The Guardian, at han nok nærmere er "en fræk knægt" ("a naughty boy").

Burnham blev valgt ind i Underhuset torsdag i sidste uge ved et suppleringsvalg i Makerfield nordvest for Manchester.

Baggrunden var, at valgkredsens daværende medlem af Underhuset havde besluttet at trække sig for at give plads til Burnham.

Underhuset er det ene af to kamre i Storbritanniens parlament.

Medlemmerne af Underhuset vælges ved flertalsvalg i enkeltmandskredse. Der bliver dermed valgt én kandidat fra hver valgkreds, og der skulle således kun vælges én fra Makerfield. Der er 650 medlemmer af Underhuset.

Parlamentets andet kammer er Overhuset, der har cirka 780 medlemmer.

En del af Overhusets medlemmer er fra adelen og har arvet deres plads, og en mindre del er medlemmer, fordi de er britiske biskopper. Men størstedelen af Overhusets medlemmer er udpeget af skiftende regeringer til et livsvarigt medlemskab af Overhuset.

Frem til valget var Burnham borgmester i Greater Manchester. Denne post er han nødt til at opgive efter at være blevet valgt til Underhuset.

For at kunne blive formand for Labour skal man være medlem af det britiske parlament.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT