Storbritanniens premierminister trækker sig

22. JUN 2026 • 11:23UDLAND

Keir Starmer vil blive på posten som premierminister, indtil en afløser er fundet, siger han mandag.

Keir Starmer vil trække sig som formand for partiet Labour og som Storbritanniens premierminister.

Det siger han mandag foran Downing Street nummer 10, der er den britiske premierministers officielle residens.

Starmer tilføjer, at han vil blive på posten som premierminister, indtil en afløser er fundet, og lover at gøre alt, hvad han kan, for at sikre en "velordnet magtoverdragelse".

Han har allerede fra morgenstunden orienteret kong Charles, lyder det.

- Det spørgsmål, mit parti stiller sig nu, er, om jeg er den bedst egnede til at lede os ind i det kommende parlamentsvalg. Jeg har hørt min parlamentsgruppes svar på dette spørgsmål, og jeg accepterer dette svar, siger han og tilføjer:

- Hver eneste beslutning, jeg har truffet, har handlet om at sætte det land, jeg elsker, i første række. Derfor vil jeg træde tilbage som leder af Labour-partiet.

Den snart afgående premierminister uddyber desuden ifølge The Guardian, at han vil bede Labour-partiets landsledelse om at udarbejde en tidsplan for overdragelsen.

9. juli vil der blive åbnet for indstillinger til formandsposten, lyder det videre.

En ny leder skal ifølge Starmer være på plads, inden landets parlament genoptager arbejdet efter sommerferien i september.

Inden Starmer meddelte, at han trækker sig, brugte han de første øjeblikke fra talerstolen på at tale om sine to år som premierminister.

Han understregede, at det var hans stolteste øjeblik, da han trådte ind i Downing Street og blev premierminister.

Samtidig fremhævede han en stærkere økonomi, et større forsvarsbudget og indsatsen for at få færre migranter via Den Engelske Kanal under sin tid som premierminister.

Han talte desuden om et forbedret britisk ry og rygte på verdensscenen.

Starmers mulige afløser på premierministerposten og som Labour-leder er Andy Burnham, der i sidste uge sikrede sig en plads i det britiske parlament.

Det var et afgørende skridt på vejen for Burnham mod potentielt at udløse et kampvalg.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT