Polen vil aktivere artikel om Nato-møde efter dronealarm
Natos artikel 4 omhandler mulighed for at rådføre sig med allierede under sikkerhedstrusler.
Polen har bedt om at få aktiveret artikel 4 i den vestlige sikkerhedsalliance Nato om et møde.Det siger den polske premierminister, Donald Tusk, onsdag formiddag ifølge Reuters, efter at Polen har meddelt, at et større antal russiske droner fløj ind på polsk område.
Artikel 4 er den såkaldte konsultationsproces, der giver allierede mulighed for at bringe sikkerhedsemner på dagsordenen i Det Nordatlantiske Råd. Det er Natos vigtigste beslutningsorgan.
- Det faktum, at disse droner, som udgjorde en sikkerhedstrussel, blev skudt ned, ændrer den politiske situation, siger Tusk.
- Derfor har de allierede konsultationer taget form af en formel anmodning om at aktivere artikel 4 i Nato-traktaten, fortsætter premierministeren.
Hændelsen onsdag er første gang, at det er blevet bekræftet, at et Nato-medlem har affyret skud under Ruslands krig med Ukraine.
Artikel 4 i Den Nordatlantiske Traktat lyder:
- Deltagerne vil rådføre sig med hverandre, når som helst nogen af dem mener, at nogen af deltagernes territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet.
Tusk siger videre, at der blev registreret 19 krænkelser af polsk luftrum i løbet af natten.
Fire droner menes at være blevet skudt ned, siger han og melder, at flere droner menes at være fløjet ind fra belarusisk område.
Tusk har tidligere i løbet af onsdagen kaldt krænkelserne af polsk luftrum for en "storskalaprovokation". Samtidig kalder han situationen meget farlig.
- Jeg har ingen grund til at hævde, at vi står på randen af krig, men en grænse er blevet overskredet, og det er uden tvivl mere farligt end før, sagde Tusk i parlamentet.
- Denne situation bringer os tættere på åben konflikt, end vi har været siden Anden Verdenskrig.
Nyhedsbureauet Reuters har henvendt sig til det russiske forsvarsministerium uden foreløbig at have fået svar.
Ruslands charge d'affaires i Polen, Andrej Ordasj, har sagt, at Polen endnu ikke har givet beviser for, at dronerne var af russisk oprindelse.
- Vi ser beskyldningerne som grundløse, siger han ifølge det russiske nyhedsbureau Ria.
- Der er ikke blevet givet nogen beviser for, at disse droner er af russisk oprindelse.
En charge d'affaires er en diplomat af lavere rang end en ambassadør. Vedkommende kan agere stedfortræder for ambassadøren.
Frem til onsdag havde lande påberåbt sig Natos artikel 4 syv gange siden alliancens oprettelse i 1949. Seneste aktivering af artikel 4 fandt sted umiddelbart efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022, hvor otte lande krævede konsultationer i den vestlige sikkerhedsalliance.
/ritzau/