Axelsen taber første kamp efter syv måneders pause
Japanske Kodai Naraoka tog sin første sejr nogensinde over en rusten Viktor Axelsen.
Den dobbelte olympiske mester Viktor Axelsen fik onsdag comeback efter syv måneders fravær fra badmintonbanen.Den rustne fynbo var dog langt fra at gå videre til anden runde i Super 500-turneringen Hong Kong Open, hvor han var forsvarende vinder.
15-21, 7-21 tabte Axelsen til den femteseedede japaner Kodai Naraoka.
Axelsen havde vundet de seks tidligere indbyrdes opgør og var også forholdsvis klar favorit hos bookmakerne.
Men ret hurtigt stod det klart, at danskeren savner kamptræning.
Naraoka kom foran 7-3, og selv om Axelsen svarede tilbage og kom på 10-10, var den slidstærke japaner bedst.
Fem japanske point i træk og en del danske fejl gav Naraoka et nyt forspring og senere første sæt, og efter en tæt åbning på anden sæt resignerede Axelsen.
6-5 blev hurtigt til 21-7, og Axelsen virkede til at være et godt stykke fra sit normalt kraftfulde og bevægelige selv.
Allerede inden opgøret indikerede Axelsen over DR Sporten, at han ikke havde "skyhøje" forventninger til sig selv, selv om han har trænet godt.
Han afslørede dog efter kampen, at optakten var blevet spoleret.
- Det var rart at være tilbage på banen, men jeg ville ønske, jeg havde nydt det mere. Der har været mange uheldige episoder - jeg var syg i sidste uge og ude af stand til at træne, men jeg pressede alligevel på.
- Jeg sætter meget høje standarder for mig selv, så det er meget svært at acceptere, at jeg præsterede på et efter min mening meget lavt niveau. Men det er en del af en sportsmands rejse, siger en ifølge BWF World Tours hjemmeside emotionel Axelsen.
Han har haft en "diskus i lænden, som har trykket på en nerve og givet konstante smerter" i venstre ben, og derfor fik han en kikkertoperation i april.
/ritzau/