Ny fransk premierminister starter på posten midt i store protester
Næsten 300 er anholdt under regeringskritiske demonstrationer, mens ny premierminister begynder arbejdet.
Sébastien Lecornu er onsdag tiltrådt som fransk premierminister, mens der flere steder i landet er regeringskritiske demonstrationer.Lecornu bliver den femte franske premierminister på blot to år.
Imens er der demonstrationer på tværs af Frankrig i regi af protestbevægelsen Bloquons tout - på dansk "vi blokerer alt".
Skraldespande er blevet brændt af, trafikken er forstyrret, og der har ifølge nyhedsbureauet Reuters også været visse sammenstød med fransk politi. Mange giver udtryk for frustration over regeringen under præsident Emmanuel Macron.
Næsten 300 mennesker er blevet anholdt på tværs af landet.
Lecornu afløser François Bayrou på posten. Bayrou blev fældet i en tillidsafstemning. Han søgte opbakning til omfattende besparelser for at mindske landets underskud.
Men en række partier var imod besparelsernes omfang, selv om Frankrig er langt fra at leve op til EU's budgetregler.
Den nyudpegede premierminister kommer ikke med en præcis vej frem. Men han siger, at der vil ske ændringer.
- Der er brug for forandringer - ikke blot i form og metode, men også i substans, siger Lecornu.
- Ingen stor tale i dag. Men fra denne eftermiddag vil jeg mødes med medlemmer af de største politiske partier, og i de kommende dage vil andre politiske partier, fagforeninger og jeg få mulighed for at forklare mig selv foran det franske folk, siger den nye premierminister.
Den 39-årige Lecornu er tidligere medlem af det konservative parti Republikanerne.
Men han forlod partiet i 2017, da Macron første gang blev valgt, og sluttede sig i stedet til præsidentens midterparti, som i dag hedder Renaissance.
/ritzau/Reuters