Soldater patruljerer i mennesketomme gader efter uro i Nepal

10. SEP 2025 • 12:43UDLAND

Dagen efter at Nepals premierminister gik af, er soldater til stede i gaderne.

25 har mistet livet, og 633 er kommet til skade i denne uges demonstrationer mod korruption i Nepal.

Det melder Nepals sundhedsministerium, der kommer med et opdateret dødstal onsdag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Tidligere lød dødstallet på 19.

Det var tirsdag, at landets premierminister, K.P. Sharma Oli, gik af under voldsom uro.

Onsdag patruljerer soldater foran parlamentet og i mennesketomme gader i landets hovedstad, Kathmandu, i forsøget på at genoprette roen.

Udbrændte biler og metalstykker ligger i området omkring parlamentet.

Her arbejder brandfolk for at slukke flammer i hovedsalen. Bygningens ydre står afsvedet, efter at demonstranter satte ild til den onsdag.

- Jeg er af sikkerhedschefen (i parlamentet, red.) blevet informeret om, at branden har ødelagt hele infrastrukturen. Intet er tilbage, siger Ekram Giri, som er talsperson for parlamentets underhus, til nyhedsbureauet Reuters.

Flere steder står der pansrede køretøjer, og butikker og markeder er lukkede. Brandfolk arbejder en række steder, oplyser militærtalsperson Raja Ram Basnet. Flere steder er de i færd med at rydde op i gader.

Demonstrationerne startede mandag efter en beslutning fra regeringen om at begrænse adgangen til sociale medier.

Arrangører bag demonstrationerne har sagt, at demonstrationerne afspejler unge menneskers frustration over regeringens manglende indsats mod korruption.

Loven om sociale medier blev trukket tilbage under uroen.

Undervejs har lufthavnen i Kathmandu været lukket, men den er onsdag blevet genåbnet, oplyser en talsperson for lufthavnen.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT