To landmænd har fået tilladelse til at skyde vestjysk problemulv

10. SEP 2025 • 15:49INDLAND/KRIMINAL

I august angreb en ulv en fåreflok bag et ulvesikret hegn. Landmænd har fået tilladelse til at skyde den.

To landmænd har fået tilladelse til at skyde en problemulv i Klosterhede-reviret i Vestjylland.

Derudover afventer en person stadig at få behandlet sin ansøgning.

Det oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø til Ritzau skriftligt.

Tilladelsen er blevet givet, efter at en ulv i slutningen af august angreb en fåreflok bag et ulvesikret hegn i nærheden af Klosterheden, som rummer en bestand af ulve.

Dermed trådte en ny regel, der blev indført i foråret, i kraft. Reglen betyder, at husdyravlere i Lemvig og Struer kan bede om lov til at regulere - hvilket vil sige at skyde - ulve, hvis deres dyr bliver angrebet.

- Styrelsen har afgjort, at der er tale om en problemulv, fordi den har angrebet får bag et fungerende ulvesikret hegn, skriver styrelsen.

Det er tilladt for landmændene at skyde ulven, hvis den igen forcerer eller forsøger at forcere et ulvesikret hegn i samme område.

Der er blevet registreret en ulvefamilie med seks hvalpe i Klosterhede-reviret.

Det er blevet gjort op af Den Nationale Ulveovervågning på Aarhus Universitet, der holder øje med situationen.

Kent Olsen, der er videnskabelig chef og seniorforsker ved Naturhistorisk Museum Aarhus, har tidligere sagt, at det ikke nødvendigvis løser problemet at skyde den pågældende ulv.

- Vi ved fra udlandet, at hvis man tager en voksen ulv ud af et ulvepar, så kan der opstå nogle nye forhold i territoriet. Det er typisk ikke det, der fjerner problematikken i forhold til angreb på husdyr, sagde han i slutningen af august.

Kontorchef ved Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø Jens Skovager Østergaard erkender, at moderulven har en vigtig rolle over for hvalpene.

- Hvis der skydes en forældreulv, vurderer styrelsen i det konkrete tilfælde, at den tilbageværende forældreulv, kan opfostre hvalpene alene. Risikoen for hvalpene er mindre, fordi de allerede nu er ret store, lyder det i et skriftligt svar onsdag.

De nye regler er indført, efter at der i februar fandt et ulveangreb sted bag et ulvesikret hegn nær Vemb i Vestjylland, hvor 17 får blev dræbt.

Det var medvirkende til, at ministeren for den grønne trepart, Jeppe Bruus (S), i april præsenterede en handlingsplan, der blandt andet ændrede på definitionen af en såkaldt problemulv.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT