Pave Frans har slået sin højre arm efter et fald i hjemmet
Paven har ikke brud efter at være faldet, lyder det. Men armen er gjort ubevægelig af sikkerhedshensyn.
Pave Frans er faldet i sit hjem og har slået sin højre underarm.Det oplyser Vatikanet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Vatikanet har paven ikke brækket noget.
- Denne morgen, som følge af et fald i Santa Marta-huset, har pave Frans har slået sin højre underarm, men der er intet brud. Armen er blevet gjort ubevægelig for en sikkerheds skyld, lyder det i udtalelsen.
Pave Frans fyldte 88 år i december. Han har flere gange haft problemer med helbredet.
I december fik en voldsom forkølelse ham til at læse sin sædvanlige søndagsbøn fra sit hjem. Det var præventivt på grund af det kolde vejr i Rom, lød det dengang fra Vatikanet.
I en selvbiografi med titlen "Håb", som blev sendt på gaden tirsdag i over 100 lande, udtalte paven, at han føler sig rask.
- Jeg har det godt. Sandheden er ganske enkelt, at jeg er gammel, lyder det fra pave Frans i bogen.
I bogen afviser pave Frans desuden, at han har nogen planer om at træde af som leder af den katolske kirke.
- Kirken ledes med hovedet og hjertet, ikke benene, lyder det.
Det var oprindeligt planen, at "Håb" først skulle udgives efter pavens død. Men planerne blev ændret, og bogen blev udgivet, samtidig med at den katolske kirke fejrer jubilæumsår i 2025.
Jubilæumsår i den katolske kirke fejres typisk hvert 25. år.
Pave Frans har i forvejen skrevet flere bøger om sin tid som pave, herunder bogen "Liv. Min historie igennem historien" fra 2023.
Pave Frans har stået i spidsen for den katolske kirke siden 2013. Han gør jævnligt brug af en kørestol som følge af smerter i knæ og ryg.
Han har også flere gange måtte aflyse planer på grund af blandt andet en indlæggelse for bronkitis, knæproblemer og en operation i tyktarmen.
I 2023 blev paven opereret for mavebrok. To år tidligere blev han opereret for tarmbetændelse.
/ritzau/Reuters