Parlament i Sydkorea kræver stop for undtagelsestilstand - præsident tier

3. DEC 2024 • 19:38UDLAND

Sydkorea er kastet ud i politisk og demokratisk krise med pludselig undtagelsestilstand erklæret af præsident.

Mens tv-billeder viste soldater, som forsøgte at komme ind i parlamentet, har Sydkoreas nationalforsamling stemt for at få ophævet præsidentens meget overraskende erklæring om militær undtagelsestilstand i landet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Alle tilstedeværende 190 parlamentsmedlemmer har stemt for at få erklæringen ophævet. Både regerings- og oppositionspolitikere var ifølge BBC til stede ved afstemningen.

Ifølge sydkoreansk lov skal præsidenten med det samme ophæve den militære undtagelsestilstand, hvis et flertal i parlamentet kræver det. Det skriver Reuters.

Men natten til onsdag sydkoreansk tid har præsidenten ikke udtalt sig efter afstemningen. Imens venter politikerne i parlamentssalen, skriver BBC.

Sydkoreas militær siger, at det vil "fastholde en militær undtagelsestilstand, indtil præsidenten ophæver den". Det fremgår ifølge nyhedsbureauet AFP af sydkoreansk tv.

Det var i en tale sent tirsdag lokal tid, at præsident Yoon Suk-yeol erklærede militær undtagelsestilstand i landet og langede kraftigt ud efter oppositionen, som han beskyldte for nordkoreanske sympatier.

Efter erklæringen har der i nattetimerne lokal tid udspillet sig et drama ved landets parlament i Seoul.

Folk er stimlet sammen ved bygningen, mens politikere har mødtes i parlamentet som reaktion på udviklingen.

Imens har politi stået vagt ved parlamentet, og specialstyrker har forsøgt at trænge ind. Der har været meldt om sammenstød mellem politi og demonstranter samt mellem parlamentsansatte og soldater.

Der er meldinger om, at soldater natten til onsdag har trukket sig tilbage fra parlamentet.

En folkemængde uden for parlamentet er vokset i løbet af natten, og demonstranter råber kritiske slagord mod præsidenten, rapporterer New York Times fra Seoul.

Sydkoreas militær har ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap sagt, at partimæssige aktiviteter og aktiviteter i parlamentet er forbudt som følge af undtagelsestilstanden.

Samtidig blev alle medier ifølge en pressemeddelelse underlagt den militære kommandos kontrol.

Både oppositionen og lederen af præsidentens eget parti har udtalt sig kritisk om erklæringen om undtagelsestilstand.

Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters første gang siden 1980, at der er erklæret militær undtagelsestilstand i Sydkorea, som har været regnet som demokratisk siden 1980'erne.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT