OVERBLIK: Det ved vi om samtale mellem Trump og Putin
Krigen i Ukraine stod øverst på dagsordenen i en samtale mellem lederne af USA og Rusland. Læs mere her.
Præsidenterne for USA og Rusland talte tirsdag i telefon, og efterfølgende blev det meldt ud, at Rusland var gået med til midlertidigt at indstille angreb på infrastruktur og energi.Donald Trump og Vladimir Putin talte dog også om andre ting.
Læs her, hvad der er blevet meldt ud om samtalen fra amerikansk og russisk side.
USA:
* Telefonsamtalen varede ifølge Trump næsten to timer. Det har han sagt til Fox News.
* Samtalen gik rigtigt godt, har Trump skrevet på sit sociale medie, Truth Social. Han og Putin blev enige om en "øjeblikkelig våbenhvile" gældende for angreb på energi og infrastruktur.
* De to præsidenter har ifølge Trump en fælles forståelse om, at der skal arbejdes hurtigt mod en fuldstændig våbenhvile og siden fred i Ukraine.
* Mange dele af en eventuel fredsaftale blev drøftet, har Trump skrevet på Truth Social uden at gå i detaljer.
* USA's militære støtte til Ukraine blev ikke diskuteret, har Trump sagt til Fox News.
* Trump og Putin er enige om, at konflikten skal afsluttes, og at der skal opnås en varig fred. Det har talskvinde for Det Hvide Hus Karoline Leavitt sagt. Foruden pause i angreb på energi og infrastruktur, skal der med det samme indledes forhandlinger om en maritim våbenhvile i Sortehavet.
* Præsidenterne har understreget, at det bilaterale forhold mellem de to lande skal styrkes, har Leavitt også sagt. De er enige om, at et forbedret forhold vil have store fordele, herunder økonomiske aftaler og geopolitisk stabilitet, når der er opnået fred.
* Trump og Putin drøftede Mellemøsten, herunder hvordan man kan samarbejde om at forhindre fremtidige konflikter.
* Behovet for at stoppe stigningen i antallet af "strategiske våben" blev drøftet, og de to ledere var enige om at række ud til andre med det budskab, har Karoline Leavitt også sagt.
* Trump og Putin er enige om, at Iran aldrig skal blive i stand til at tilintetgøre Israel.
* USA's udsending Steve Witkoff har sagt til Fox News, at der ikke blot er tale om en våbenhvile gældende for energiinfrastruktur, men derimod for energi og infrastruktur "helt generelt".
Rusland:
* Fra russisk side har Kremls pressetjeneste meldt en række ting ud.
* Putin støtter et forslag fra Trump om at indstille angreb på energifaciliteter. Fra russisk side henvises der altså ikke til infrastruktur bredere set.
* Putin har efter samtalen med Trump beordret det russiske militær om at indstille angreb mod ukrainske energianlæg, har Kreml sagt.
* Putin gentog i opkaldet, at han ønsker en fredelig løsning i Ukraine. Det er helt nødvendigt, at de "grundlæggende årsager til krisen" bliver fjernet, og at der tages hensyn til Ruslands sikkerhedsinteresser.
* Den russiske præsident understregede, at Ukraines "manglende villighed" til at forhandle i god tro udgør en risiko.
* De to præsidenter drøftede situationen i Mellemøsten og Det Røde Hav.
* Putin har i samtalen lovet, at omringede ukrainske styrker i Kursk ikke vil blive dræbt, hvis de overgiver sig.
Kilder: Reuters, Det Hvide Hus, Tass, Fox News.
/ritzau/