Zelenskyjs Trump-velvillighed kan ses som mangel på alternativ
Zelenskyj har ikke andre alternativer end at køre efter amerikansk plan med Trump, siger seniorforsker.
En telefonsamtale onsdag mellem Trump og Zelenskyj var både "god", "positiv", "substantiel" og "ligefrem", hvis man spørger de to præsidenter selv.Men hvad der kommer til udtryk udadtil både fra den amerikanske præsident, Donald Trump, og Ukraines Volodymyr Zelenskyj skal tages med betydelige forbehold.
Det siger seniorforsker Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), efter at både Trump og Zelenskyj har omtalt deres telefonsamtale om våbenhvileforhandlinger mellem Ukraine og Rusland onsdag.
- Trump er meget positiv, fordi han ønsker, at det skal skride fremad. Zelenskyj er i en position, hvor det er svært for ham at sige andet, end at Trump er på rette spor. På den måde er de meldinger, der kommer, vanskelige at forholde sig til, siger han.
Efter telefonsamtalen mellem Trump og Zelenskyj onsdag har begge præsidenter omtalt opkaldet i positive vendinger.
Zelenskyj har på det sociale medie X takket USA og Trump for samarbejdet og skrevet, at han tror på, at varig fred kan opnås i år.
Flemming Splidsboel påpeger, at Zelenskyj og ukrainerne på nuværende tidspunkt ikke har noget andet realistisk alternativ til at være afhængig af amerikanerne.
- EU har endnu ikke fået skrabet noget sammen, som ukrainerne kan klynge sig til, siger han og tilføjer:
- De er nødt til at køre med den amerikanske plan. Det betyder jo at rose Trump, at takke amerikanerne for det engagement, som de lægger i processen - uagtet at ukrainerne givetvis er nervøse for, hvor det her kan ende.
Derfor bør Zelenskyjs udmelding om tro på varig fred i år også tages med forbehold, lyder det fra seniorforskeren.
Han pointerer, at det er mindre end tre uger siden, at der udspillede sig et skænderi mellem Trump og Zelenskyj for rullende kameraer i Det Hvide Hus.
- Zelenskyj forsøgte at gøre dem (Trump og vicepræsident J.D. Vance, red.) klart, at man ikke kan stole på Rusland i en våbenhvile. Og så gik der kort tid, så skrev ukrainerne under på en våbenhvile, siger han og understreger, at ukrainerne er under et voldsomt pres.
Derfor mener Splidsboel heller ikke, at man kan vurderer meget ud fra onsdagens telefonopkald. Man er nødt til at se på det større billede.
Her mener han, at det er værd at se på, at amerikanerne og russerne kører en bilateral proces uden Ukraine og EU, hvilket som "udgangspunkt er dårligt nyt for Ukraine".
- Det (det store billede, red.) tilsiger mig, at det her, det går russernes vej.
/ritzau/