Nyt EU-klimamål skaber ro for erhvervslivet

5. NOV 2025 • 11:45UDLAND

Både DI og Dansk Erhverv mener, at EU's 2040-klimamål vil øge forudsigeligheden for investeringer.

Det bliver lettere for danske virksomheder at planlægge og investere, efter at EU-landene onsdag blev enige om et nyt 2040-klimamål.

Sådan lyder det fra de store erhvervsorganisationer Dansk Industri og Dansk Erhverv.

- Det er virkelig glædeligt, at EU er blevet enige om et klimamål på 90 procent.

- Det skaber forudsigelighed og sender et klart signal til hele det europæiske erhvervsliv om at investere endnu grønnere i fremtiden, siger Dansk Industris klimachef, Anne Højer Simonsen.

En lignende melding kommer fra vicedirektøren i Dansk Erhverv, Ulrich Bang.

- Det er vigtigt, at vi nu har et 2040-mål, så medlemslandene og virksomhederne kender de rammer, de skal operere under.

- Klimaindsatsen er under pres i disse år. Derfor er det afgørende, at vi husker, at den grønne omstilling også rummer løsninger på nogle af de andre store eksistentielle udfordringer, Europa står over for, siger Ulrich Bang.

Mens De Grønne i EU-Parlamentet havde ønsket et større fokus på klimaet i målet, så roser erhvervslivet, at der netop er blevet taget hensyn til konkurrenceevnen i fastsættelsen af klimamålet.

- Jeg hæfter mig ved, at aftalen er lykkedes med at slå den positive sammenhæng mellem EU's konkurrenceevne, energisikkerhed og grøn omstilling fast.

- Det er en vigtig udvikling, som vi håber bliver en kernesøjle for EU fremover, når nye aftaler skal besluttes, siger Anne Højer Simonsen.

Ifølge EU-kommissæren for klima, Wopke Hoekstra, er hensynet til erhvervslivets investeringer en del af begrundelsen for det nye klimamål.

- 2040-målet sætter den næste milepæl for EU's arbejde frem mod klimaneutralitet i 2050.

- Målet sætter samtidig den investeringshorisont, som vores industri har behov for. Det har erhvervslivet efterlyst, siger Wopke Hoekstra.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT