Netanyahu: Iranerne må selv på gaden for at ændre styret
Netanyahu taler næsten dagligt med Trump, fortæller han i første pressemøde siden starten på Iran-krigen.
Israel kan skabe de forhold, der skal til, for at ændre styret i Iran, men det er op til iranerne selv at gå på gaden.Sådan lyder meldingen fra Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, under hans første pressemøde efter USA og Israels fælles angreb på Iran for knap to uger siden.
Det skriver Reuters.
Premierministeren fortæller, at han næsten dagligt taler med USA's præsident, Donald Trump, og at de to mænd taler "åbent" med hinanden.
Ligesom det også har lydt fra amerikansk side, er målet med krigen ifølge Netanyahu at forhindre Iran i at udvikle atomvåben og ødelægge landets ballistiske missilkapacitet.
Men en ændring af Irans religiøse styre er også et mål, fortæller premierministeren.
- Jeg har tilføjet et tredje mål, hvilket er at skabe betingelserne for, at det iranske folk kan bringe dette regime til fald, siger Netanyahu ifølge nyhedsbureauet AFP.
Han understreger, at Iran og Hizbollah ifølge ham ikke længere udgør de samme trusler, som de gjorde før krigen startede.
Adspurgt om, hvad Israel eventuelt vil gøre med Irans nye, øverste leder, Mojtaba Khamenei, og Hizbollah-leder Naim Qassem, kommer premierministeren med en indirekte trussel.
- Jeg ville ikke udstede livsforsikringer på nogen af lederne af terrororganisationen, siger han ifølge Reuters og tilføjer:
- Jeg har ikke tænkt mig at give et præcist budskab her om, hvad vi planlægger, eller hvad vi vil gøre.
Når det kommer til Hizbollah i Libanon, siger Netanyahu, at han allerede har advaret landets regering om, at det kan få konsekvenser, hvis regeringen ikke afvæbner gruppen.
- Jeg sagde til den libanesiske regering for få dage siden, I leger med ilden, hvis I fortsætter med at lade Hizbollah operere i strid med jeres forpligtelse til at afvæbne gruppen, siger Netanyahu ifølge AFP og tilføjer:
- Tiden er kommet til, at I gør det. Hvis I ikke gør det, er det klart, at vi vil gøre det.
/ritzau/
