Kinesisk tankskib sejler gennem Hormuzstrædet trods amerikansk blokade

14. APR 2026 • 05:53UDLAND

Kinesisk-ejet tankskib er tirsdag på vej gennem Hormuzstrædet trods amerikansk blokade af flere iranske havne.

Et tankskib, der er underlagt amerikanske sanktioner, er tirsdag på vej igennem Hormuzstrædet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters med henvisning til data fra den britiske finansinformationsvirksomhed LSEG.

Der er tale om et kinesisk-ejet tankskib ved navn "Rich Starry". Om bord er kinesisk mandskab, viser data fra LSEG.

USA's militær mandag indledte en blokade af alle skibe til og fra iranske havne i Den Persiske Golf og Omanbugten, som bliver forbundet af Hormuzstrædet.

Det er første gang, at et tankskib forsøger at sejle gennem strædet, siden den amerikanske blokade trådte i kraft, skriver Reuters.

Både tankskibet og dets ejer Shanghai Xuanrun Shipping er underlagt amerikanske sanktioner. Det skyldes, at selskabet handler med Iran.

Hormuzstrædet er en afgørende maritim flaskehals for verdens energiforsyning.

Det er den eneste søvej fra Den Persiske Golf til det åbne hav, hvilket gør strædet afgørende for eksport fra olieproducerende lande som Saudi-Arabien, Iran og Kuwait.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT