Rapport: Knivdrab under Taylor Swift-arrangement kunne være undgået

14. APR 2026 • 02:15UDLAND

Knivangreb på små piger under dansearrangement i Southport skete ifølge rapport efter svigt fra myndigheder.

Knivdrabene på tre piger under et Taylor Swift-dansearrangement i 2024 i Southport nord for Liverpool i Storbritannien burde have været forhindret.

Det fremgår ifølge nyhedsbureauet Reuters af en undersøgelsesrapport, der mandag blev fremlagt af kommissionsformand Adrian Fulford.

Ifølge Fulford skete der forud for drabene fem centrale svigt hos de britiske myndigheder og forældrene til den dengang 17-årige gerningsmand Axel Rudakubana.

Rudakubana blev sidste år idømt en straf på mindst 52 års fængsel for knivdrabene på de tre piger på henholdsvis seks, syv og ni år.

Ofrene var tre af i alt 26 børn, som deltog i arrangementet, som havde den amerikanske popstjerne Taylor Swift som tema.

Adrian Fulford omtaler i sin rapport blandt andet svigt hos britisk politi, antiterrormyndigheder og sociale myndigheder.

Han vurderer, at myndighederne trods mange advarselssignaler ikke tog ansvar for den risiko, som den dengang 17-årige dreng udgjorde.

Rudakubana var forud for knivangrebet blevet indberettet til det såkaldte Prevent-program tre gange. Der er tale om et forebyggende sikkerhedsprogram, der forsøger at stoppe radikalisering tidligt.

Den første indberetning kom i 2019, hvor Rudakubana havde taget en kniv med i skole og på internettet havde søgt på ordet "skolemassakrer". Han mødte på et tidspunkt også op på sin tidligere skole med en hockeystav og en kniv.

- Hvis der havde været passende foranstaltninger og rimelige ressourcer til at håndtere den risiko, som (Rudakubana, red.) udgjorde for andre fra december 2019 og frem, er det højst sandsynligt, at tragedien ikke ville have fundet sted.

Kommissionsformanden skriver videre, at Rudakubanas forældre bærer et betydeligt ansvar, fordi de ikke advarede myndighederne om den risiko, som deres søn udgjorde.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT