Nato: Nordkoreanske soldater påvirker vores sikkerhed
Zelenskyj efterlyser en mere beslutsom reaktion fra Nato-landene på Nordkoreas nye rolle i krigen.
Udsendelsen af nordkoreanske soldater til Rusland er en "farlig udvidelse" af Nordkoreas støtte til Ruslands krig i Ukraine.Det siger de 32 medlemslande i Nato fredag i en fælles erklæring ifølge Reuters.
De nordkoreanske soldaters tilstedeværelse "påvirker Euro-Atlantisk sikkerhed dybt og har også konsekvenser for området omkring Det Indiske Ocean og Stillehavet".
Australien, Japan, New Zealand, Sydkorea og Ukraine støtter også Nato-erklæringen.
Natos generalsekretær, Mark Rutte, sagde i slutningen af oktober, at nordkoreanske tropper er blevet sendt til Rusland, og at nordkoreanske militærenheder er udstationeret i Kursk-regionen.
Det er også bekræftet af USA og af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Ifølge ham har de ukrainske styrker i Kursk-regionen allerede kæmpet mod nogle af de nordkoreanske soldater.
- Nogle af de soldater har allerede taget del i fjendtligheder mod det ukrainske militær. Ja, der er allerede tab, sagde Zelenskyj torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Zelenskyj sagde torsdag efter et møde med Rutte, at "en mere beslutsom reaktion fra vestlige lande på Nordkoreas nye rolle i krigen mellem Rusland og Ukraine er nødvendig".
Ruslands forsvarsministerium afviste fredag at svare på spørgsmål om, hvorvidt de nordkoreanske soldater kæmper sammen med russiske soldater mod Ukraines militær.
Tidligere i denne uge stemte det russiske parlament med stort flertal for en forsvarspagt med Nordkorea.
Den indebærer, at de to lande forpligter sig til at yde akut militær hjælp til hinanden, hvis et af landene bliver angrebet, skriver AFP.
/ritzau/Reuters