Avis: Trump vil genudnævne chef bag handelskrig med Kina
Ligesom Donald Trump er Robert Lighthizer en overbevist tilhænger af øget told på varer fra blandt andet Kina.
Donald Trump vil genudnævne Robert Lighthizer som USA's handelsrepræsentant.Det oplyser flere kilder med kendskab til overvejelserne i det team, der forbereder den kommende præsidents indsættelse, til avisen Financial Times.
Lighthizer har ifølge kilderne udtrykt ønske om at blive handels- eller finansminister.
Det var ikke umiddelbart muligt for nyhedsbureauet Reuters at få oplysningen bekræftet af den kommende præsidents overgangsteam.
Trump er i færd med at sammensætte det team, han skal have med sig ind i Det Hvide Hus.
Han tiltræder efter planen som USA's præsident 20. januar.
Det er endnu uvist, om Lighthizer vil takke ja til det tilbud, han angiveligt ser ud til at få i den kommende amerikanske administration.
Han var handelsrepræsentant under Trumps første embedsperiode og spillede en vigtig rolle i Trumps handelskrig mod Kina.
Som Trumps handelschef var Lighthizer også central i at genforhandle den nordamerikanske handelsaftale, Nafta, med nabolandene Canada og Mexico.
Lighthizer er en overbevist tilhænger af øget told på varer fra udlandet.
Det samme er Donald Trump, der under valgkampen har lovet at fortsætte sin protektionistiske politik og lægge straftold på import fra blandt andet Kina og EU.
Hans planer er at lægge ti procent told på alle importerede varer - dog formentlig mere på kinesiske varer.
Hvis det bliver indført, vil det føre til højere priser for forbrugerne i USA.
Kinas ambassadør i USA gentog torsdag sin advarsel om, at der ikke er nogen vindere i hverken en handelskrig eller et kapløb om at øge straftolden på hinandens varer.
/ritzau/