Netanyahu melder om alvorlige overfald på israelere i Amsterdam

8. NOV 2024 • 05:17UDLAND

Israelske fodboldfans blev ifølge flere israelske medier torsdag udsat for voldelige overfald i Amsterdam.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har fået meldinger om en "meget voldelig hændelse", der har været rettet mod israelske statsborgere i den hollandske hovedstad, Amsterdam.

Det siger han via en udtalelse fra premierministerkontoret, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der skal være tale om flere overfald på israelske fodboldfans.

- Premierministeren ser meget alvorligt på den her forfærdelige hændelse, og han forlanger, at den hollandske regering og sikkerhedsstyrker hurtigt og effektivt tager hånd om overfaldsmændene og sikrer vores statsborgeres sikkerhed, lyder det ifølge den israelske avis Haaretz.

Netanyahu har øjeblikkeligt sendt to redningsfly til Amsterdam for at hjælpe de israelske statsborgere i byen, fremgår det også af udtalelsen ifølge Reuters.

Den israelske udenrigsminister, Israel Katz, siger desuden, at han har bedt den hollandske udenrigsminister, Caspar Veldkamp, om hjælp til at få israelske statsborgere sikkert ud af Holland.

Flere israelske medier - herunder Haaretz og The Times of Israel - skriver, at det var israelske fodboldfans, der torsdag blev angrebet.

Ifølge The Times of Israel råbte gerningsmændene "befri Palæstina", mens de overfaldt fans af den israelske fodboldklub Maccabi Tel Aviv.

Maccabi Tel Aviv spillede torsdag mod den hollandske storklub Ajax i den europæiske klubturnering Europa League. Israelerne tabte kampen 0-5.

Ifølge nogle af klubbens fans, som var til stede i Amsterdam og har talt med Haaretz, virkede torsdagens overfald efter kampen til at have været koordinerede. Det er natten til fredag ikke blevet bekræftet af politi eller øvrige myndigheder.

Det israelske udenrigsministerium oplyser på baggrund af oplysninger fra hollandske myndigheder, at ti israelere er kommet til skade i overfaldene. Det skriver The Times of Israel natten til fredag.

Forud for torsdagens kamp i Amsterdam var der sammenstød mellem hollandsk politi og propalæstinensiske demonstranter. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Ifølge den hollandske tv-station NOS prøvede omkring 200 demonstranter at bryde gennem en politiblokade og komme ind på stadion.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT