Døgn inden fodboldkamp brød skænderier med israelere ud

8. NOV 2024 • 18:02UDLAND

Skænderier startede allerede onsdag aften. Vold brød ud, efter at fodboldhold roste fans for fredelig kamp.

Ifølge hollandsk politi brød mindre skænderier mellem fodboldfans ud onsdag aften i Amsterdam.

Det var omtrent 24 timer inden fodboldkampen mellem det hollandske hold Ajax og det israelske hold Maccabi Tel Aviv.

Det skriver nyhedsbureauet AFP, som har lavet en tidslinje over de voldelige episoder, der har fundet sted i Amsterdam efter fodboldkampen torsdag aften.

Tilhængere af den israelske fodboldklub rev et flag ned, ødelagde en taxa og brændte et palæstinensisk flag på en plads i Amsterdam onsdag aften.

Politiet måtte gribe ind over for israelerne, som kom op at skændes med nogle taxachauffører.

Ifølge politichef Peter Holla blev "en stor konfrontation undgået".

Under selve kampen var atmosfæren angivelig "sportslig", hvilket fodboldholdet Ajax roste begge fangrupperinger for.

Efter at fodboldfansene havde forladt stadion, blev stemningen mere aggressiv.

Borgmesteren i Amsterdam, Femke Halsema, beskriver, at større grupper af "mænd på scootere" udførte "hit-and-run"-angreb på de israelske fodboldfans.

Israelerne blev slået og sparket, inden voldsmændene forsvandt igen.

Ifølge politichef Peter Holla besværliggjorde det politiets arbejde med at stoppe volden.

De voldelige angreb fandt ikke kun sted i omegnen af stadion. Det oplyser Amsterdams kommunalbestyrelse ifølge AFP.

- I flere dele af byen blev fans angrebet, overfaldet og kastet fyrværkeri efter, lød udtalelsen.

På sociale medier spredte videoer fra aftenen sig hurtigt.

Blandt andet en video, hvor fans fra fodboldholdet Maccabi råber "Slut med araberne! Vi vinder!".

Videoen er ikke blevet bekræftet af de lokale myndigheder.

- Vi har set videoerne, og vi er ved at undersøge dem. Vi prøver at få et bedre overblik over, hvad der skete, siger en talsmand for det hollandske politi til AFP.

Ifølge hollandske myndigheder blev 62 anholdt. Fem kom på hospitalet, og de er alle siden udskrevet igen.

20 til 30 fans pådrog sig mindre skader.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT