Nato-chef: Vi skal vende udviklingen i krigen før fredsforhandlinger
Ukraine bliver skubbet tilbage af de russiske styrker. Den udvikling skal vendes før fredssnak, siger Rutte.
De allierede lande skal nu give Ukraine tilstrækkelig støtte til, at landet kan ændre krigens bane.Det siger Natos generalsekretær, Mark Rutte, på et pressemøde onsdag ved anden dagen af Natos udenrigsministermøde i Bruxelles.
- Lige nu bevæger frontlinjen sig fra øst mod vest. Nu skal vi vende udviklingen.
- Vi skal koncentrere os fuldstændigt om det, siger Mark Rutte.
Han afviser derfor at spekulere i våbenhvile og fredsforhandlinger. Det er ellers blevet et omdrejningspunkt i lyset af Donald Trumps valgsejr i USA.
Samtidig har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, også gjort våbenhvile til et mål for Ukraine.
- Dette kan blive Ukraines sværeste vinter siden 2022. Derfor skal vi fokusere på at støtte Ukraine nu, siger Mark Rutte.
Han forventer, at Natos nye koordinationscenter for træningen af ukrainske soldater vil være fuldt operationsdygtig inden udgangen af året.
Samtidig har en række lande lovet nye militære bidrag til Ukraine. Det gælder blandt andet USA, Tyskland, Storbritannien og flere af de baltiske lande.
Spørgsmålet er dog, om det vil være nok til at vende udviklingen på slagmarken. Her bliver Ukraine lige nu presset tilbage og har derfor størst interesse i en hurtig våbenhvile.
Særligt i de seneste to måneder er de russiske styrker rykket hastigt frem.
I oktober vandt russiske styrker over 610 kvadratkilometer territorium i det østlige Ukraine. I november erobrede de yderligere 725 kvadratkilometer. Det er lidt mere end arealet af Bornholm og Læsø tilsammen.
Det viser en analyse fra AFP. Den er lavet på baggrund af data fra tænketanken Institute for the Study of War.
Ifølge tal fra Nato har Rusland nu mistet tættere på 700.000 end 600.000 dræbte og sårede soldater, så den militære fremgang har høje omkostninger for Rusland, siger Mark Rutte.
/ritzau/