Miljøgrupper sagsøger Trump-administrationen over skrottet klimaregel

19. FEB 2026 • 00:37UDLAND

Organisationer i USA tager kampen op mod Trumps administrations vidtrækkende tilbagerulning af klimapolitik.

En række sundheds- og miljøgrupper har onsdag sagsøgt den amerikanske præsident Donald Trumps administration for at have skrottet en central videnskabelig konklusion, der fastslår, at drivhusgasser truer folkesundheden.

Søgsmålet hævder, at Trump-administrationens beslutning om at ophæve det, der betragtes som selve grundlaget for grøn lovgivning i USA, er ulovlig.

Den såkaldte "endangerment finding" fra 2009, som Trump-administrationen i sidste uge rev midt over, danner grundlag for en række klimalove og tiltag - blandt andet regler om udslip fra biler.

Grønne organisationer ser det som Trump-administrationens hidtil mest vidtrækkende tilbagerulning af klimapolitik.

- Vi sagsøger for at stoppe Trump i at sætte vores børns fremtid over styr til fordel for en enorm gave til olieselskaber, siger David Pettit, advokat ved Center for Biological Diversity, som er med i søgsmålet, i en erklæring.

Det amerikanske miljøagentur Environmental Protection Agency (EPA) afviser onsdag anklagen fra miljøorganisationerne og fastholder, at den nøje har overvejet og revurderet det juridiske grundlag for vurderingen.

Den føderale myndighed oplyser, at den var nået frem til, at den videnskabelige vurdering fra 2009 ikke havde lovhjemmel til at fastsætte standarder for bilers udledning "med det formål at adressere bekymringer for globale klimaforandringer".

Trump har afvist bekymringerne om, at den skrottede vurdering kan koste menneskeliv ved at forværre klimaforandringerne. Han har gentaget sin holdning om, at menneskeskabt global opvarmning er et svindelnummer.

Den videnskabelige vurdering har i årevis været central for føderal klimapolitik.

USA's højesteret har flere gange bekræftet vurderingen. Det er sandsynligt, at den juridiske kamp ender her i sidste ende.

Den tidligere præsident Barack Obama brugte den videnskabelige afgørelse fra 2009 som juridisk fundament for en række regler på klimaområdet.

Afgørelsen slår fast, at seks drivhusgasser - blandt andet CO2 og metan - udgør en fare for folkesundheden, idet de forværrer den globale opvarmning.

Flere af de regler, der blev indført på baggrund af de videnskabelige resultater - herunder grænser for, hvor meget CO2 kulkraftværker må udlede - ventes nu at blive omgjort, efter at Trump har affejet grundlaget for dem.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT