Zelenskyj er utilfreds med resultatet af Ukraine-møder i Schweiz

18. FEB 2026 • 20:33UDLAND

Følsomme politiske spørgsmål blev ikke diskuteret tilstrækkeligt i Genève, mener Ukraines præsident.

Den seneste runde forhandlinger om Ukraine-krigen mellem Ukraine, Rusland og USA har ikke været tilfredsstillende.

Det konkluderer Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i en videotale onsdag aften ifølge Reuters.

Møderne fandt sted tirsdag og onsdag i den schweiziske by Genève.

- I dag kan vi ikke sige, at resultatet er tilstrækkeligt.

- Militæret diskuterede visse emner seriøst og grundigt. Følsomme politiske forhold, mulige kompromiser og det nødvendige møde mellem lederne er endnu ikke blevet adresseret tilstrækkeligt, siger Zelenskyj.

Tirsdag holdt delegationerne fra Ukraine, Rusland og USA et seks timer langt møde. Onsdagens møde blev en del kortere. Det varede to timer.

Det er uvist, hvad der konkret blev drøftet på møderne, som fandt sted en uge inden fireårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine.

Men inden møderne sagde talsmand for det russiske styre Dmitrij Peskov, at spørgsmål om territorier blandt andet ville blive drøftet.

Zelenskyj deltog ikke selv i forhandlingerne. Det gjorde Ruslands præsident, Vladimir Putin, heller ikke.

De to præsidenter har ikke mødt hinanden siden 2019.

I spidsen for den ukrainske delegation i Schweiz stod chefforhandler Rustem Umerov, mens Rusland sendte blandt andre chefforhandler og præsidentrådgiver Vladimir Medinskij.

USA's særlige udsending Steve Witkoff mæglede i forhandlingerne sammen med præsident Donald Trumps svigersøn Jared Kushner.

På et pressemøde onsdag aften siger Det Hvide Hus' talskvinde Karoline Leavitt, at USA var med til at sikre, at der skete fremskridt i forhandlingerne om en afslutning på Ukraine-krigen i Genève.

Hun tilføjer, at der ventes at blive afholdt nye møder med parterne inden for den kommende tid.

Der er dog endnu ikke sat dato på, hvornår nye forhandlinger skal finde sted.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT