Arsenal skuffer fælt mod bundprop og mister terræn i toppen
Arsenal snublede til sidst mod Wolverhampton, og Manchester City kan for alvor spille sig ind i guldkampen.
Arsenal havde kurs mod en pligtsejr over bundproppen Wolverhampton, men topholdet smed det hele over bord i den dybeste tillægstid onsdag aften.Storklubben var foran 2-0, men mistede kontrollen over begivenhederne, og så slog Wolverhampton til med et comeback i slutfasen. Udligningen faldt efter et forsvarskoks efter 94 minutter.
Det var Arsenals andet pointtab på stribe, da man i sidste runde også måtte nøjes med et enkelt point mod Brentford. Det efterlader en mesterskabskamp på fuldstændig vid gab.
Arsenal har 58 point på førstepladsen. Såfremt Manchester City vinder i weekenden over Newcastle, har City bare to point op til Arsenal.
Wolverhampton ligger fortsat alene i dybet på rækkens sidsteplads med ti point. Der er intet mindre end 17 point op til nærmeste hold over stregen, Nottingham Forest.
Gæsterne fra hovedstaden fik en drømmestart og bragte sig foran efter bare fem minutter.
Declan Rice sendte et indlæg i retning mod Bukayo Saka, og Arsenal-kaptajnen kunne nemt dukke hovedet og snitte bolden i netmaskerne.
Der stod Arsenal på det hele efter den tidlige scoring, og gæsterne trykkede i den grad på for en fordobling af føringen. Men Wolverhampton formåede at ride den værste storm af og holdt Arsenal yderligere fra fadet i de første 45 minutter.
Regnen fortsatte med at sile ned over Molineux Stadium, og det samme gjorde Arsenals dominans.
En dyb bold fra Gabriel Magalhães splittede Wolverhampton-forsvaret ad, og forsvarskollegaen Piero Hincapié smækkede 2-0-målet ind højt i målet.
Bedst som det lignede, at bundproppen kapitulerede, bragte Hugo Bueno håbet tilbage bare tre minutter efter. Bueno reducerede på en langskudsperle og sendte tiltrængte vitaminer ind i bundholdet.
Comebacket blev fuldendt efter 94 minutter, da et forsvarskoks kostede dyrt for Arsenal. David Raya og Gabriel Magalhães gik skævt af hinanden, og så sparkede Tom Edozie udligningen ind.
/ritzau/
