EU-Kommissionen undersøger Shein for salg af børnelignende sexdukker

17. FEB 2026 • 13:05UDLAND

EU-Kommissionen har tirsdag indledt en undersøgelse af den globale e-handelsplatform Shein fra Kina.

EU-Kommissionen har tirsdag indledt en undersøgelse af den globale e-handelsplatform Shein for blandt andet salg af børnelignende sexdukker.

Det oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.

- I EU er ulovlige produkter forbudt, uanset om de findes i butikkerne eller på onlinemarkedspladser, siger EU-kommissær Henna Virkkunen i en pressemeddelelse.

EU-Kommissionen understreger, at indledningen af undersøgelsen ikke er ensbetydende med, at Shein har overtrådt reglerne.

Ifølge EU-Kommissionen bliver Shein undersøgt for de systemer, platformen har indført for at begrænse salget af ulovlige produkter i EU.

Det gælder blandt andet "indhold, der kan udgøre seksuelt misbrug af børn, såsom børnelignende sexdukker".

Shein er grundlagt i Kina og kom i fokus sidste år, efter at børnelignende sexdukker og våben blev udbudt til salg på platformen.

Talsmand for EU-Kommissionen Thomas Regnier siger, at mistanken om overtrædelse af EU's regler er alvorlig.

- De illegale produkter inkluderer våben og børnelignende sexdukker, siger Thomas Regnier.

Han fastslår, at Shein når ud til 145 millioner forbrugere i EU.

Derfor kan mange forbrugere i EU være eksponeret for ulovlige produkter.

Ifølge Thomas Regnier har en test af 27 produkter til børn under tre år fra Shein desuden vist, at "alle produkterne var i strid med EU-lovgivningen".

Det kan eksempelvis være krav til, at materialerne ikke må være sundhedsskadelige for børn.

- Så budskabet er klart: Shein skal analysere de risici, det stiller vores forbrugere over for. Og Shein skal imødegå de risici.

- Vi vil nu lave en undersøgelse, og vi opfordrer selskabet til at samarbejde, siger Thomas Regnier.

Undersøgelsen er rejst i henhold til EU's lov om digitale tjenester.

Det er den såkaldte Digital Services Act (DSA).

Undersøgelsen skal også se på Sheins "vanedannende design" og "manglende gennemsigtighed i anbefalingssystemerne".

EU-Kommissionen vil konkret vurdere, om der er "risici" forbundet med, at Shein tildeler forbrugerne point eller belønninger for engagement.

Ifølge EU-Kommissionen kan vanedannende funktioner "have en negativ indvirkning på brugernes velbefindende og forbrugerbeskyttelsen online".

I henhold til EU-lovgivningen skal Shein desuden offentliggøre de vigtigste parametre, der anvendes i platformens anbefalingssystemer.

Samtidig kræver reglerne, at Shein og andre lignende platforme skal give brugerne mindst én let tilgængelig mulighed, der "ikke er baseret på profilering".

Shein siger i en erklæring om EU-Kommissionens undersøgelse:

- Vi tager vores forpligtelser i henhold til loven om digitale tjenester alvorligt og har altid samarbejdet fuldt ud med EU-Kommissionen og Coimisiún na Meán (koordinator for digitale tjenester for Irland, red.), hvilket vi også vil fortsætte med i denne proces.

- Vi har især samarbejdet med kommissionen om implementeringen af vores aldersbekræftelsesløsning i hele EU ved hjælp af pålidelig tredjepartsteknologi, der afbalancerer overholdelsen af både krav til beskyttelse af mindreårige og krav til privatlivets fred.

- Beskyttelse af mindreårige og reduktion af risikoen for skadeligt indhold og adfærd er centralt for, hvordan vi udvikler og driver vores platform.

- Vi deler myndighedernes mål om at sikre et sikkert og pålideligt online-miljø og vil fortsætte med at engagere os konstruktivt, hedder det i erklæringen fra Shein.

EU's Digital Services Act fastsætter ikke en frist for afslutningen af den formelle procedure.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT