Manden bag tv-kanalen CNN er død i en alder af 87 år

6. MAJ 2026 • 17:01UDLAND

Ted Turner grundlagde CNN i 1980. Det blev den første tv-kanal, der sendte nyheder 24 timer i døgnet.

Den amerikanske forretningsmand Ted Turner, som grundlagde tv-kanalen CNN, er død. Han blev 87 år.

Det melder CNN onsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ted Turner revolutionerede tv-nyheder med CNN, som blev den første tv-kanal, der sendte nyheder 24 timer i døgnet.

CNN blev blandt andet en vigtig nyhedskilde under Golfkrigen i 1990 og 1991, hvor den leverede omfattende livedækning.

Kanalen blev grundlagt 1. juni 1980 og sendte dengang til 1,7 millioner amerikanske husstande på kabel-tv.

I dag når CNN og tilknyttede selskaber ud til to milliarder mennesker i hele verden.

Den amerikanske tv-kanal har været et forbillede for lignende kanaler i mange andre lande.

CNN's direktør og bestyrelsesformand, Mark Thompson, kalder Ted Turner for "en dybt engageret og dedikeret leder" i en udtalelse onsdag.

- Han var og vil altid være CNN's ledende ånd. Ted er den gigant, på hvis skuldre vi står, og vi vil alle i dag tage os et øjeblik til at hylde ham og den betydning, han har haft for vores liv og for verdenen, siger han ifølge CNN.

Ted Turner blev kort før han fyldte 80 år ramt af demenssygdommen Lewy body.

Sygdommen giver hukommelsessvigt og kan give bevægelsesforstyrrelser, der minder om symptomerne ved Parkinsons sygdom.

Ted Turner, med det borgerlige navn Robert Edward Turner III, blev født 19. november 1938.

Han voksede op i Cincinnati i Ohio, hvor hans far drev et profitabelt reklamefirma. Ted Turner overtog firmaet i 1963, efter at hans far begik selvmord.

Ted Turner ændrede navnet til Turner Broadcasting Company, og udvidede senere forretningen med blandt andet medievirksomheder og baseballhold.

I 1996 solgte han sit livsværk til Time Warner-koncernen, hvilket indbragte ham 7,3 milliarder dollar.

Ted Turner blev desuden en af verdens førende miljøforkæmpere, og i 1998 donerede han en milliard dollar til FN.

Pengene gik til oprettelsen af FN-fonden, som blandt andet fokuserer på klimaforandringer, bæredygtig udvikling og teknologi.

Han grundlagde også Turner-fonden i 1990, som støtter bekæmpelsen af klimaforandringer og indsatser, der skal forbedre luft- og vandkvalitet.

Ted Turner var gift tre gange. Senest med den amerikanske skuespiller Jane Fonda. De to nåede at være gift i ti år og blev skilt i 2001.

Han efterlader sig fem børn, 14 børnebørn og to oldebørn.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT