Overlæger: Lille risiko for spredning af alvorlig hantavirus i Danmark

6. MAJ 2026 • 16:15INDLAND/KRIMINAL

Tre personer, der har været om bord på et krydstogtskib, er døde efter at være smittet med hantavirus.

Risikoen for, at en farlig variant af hantavirus vil sprede sig i Danmark, er lav.

Det fortæller overlæge på Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse ved Statens Serum Institut (SSI) Lasse Vestergaard, efter at der er blevet konstateret et dødeligt udbrud af hantavirus på et krydstogtskib.

- Truslen består i, at smittede passagerer fra skibet eller deres tætte kontakter kommer til Danmark og her fører smitten videre.

- Risikoen er lav, men opsporing af muligt smittede personer fra skibet er vigtig, siger han.

Også Lars Jørgen Østergaard, der er ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital og professor i infektionssygdomme, afviser, at truslen om et virusudbrud herhjemme er kommet nærmere.

- Der er ikke noget, der tyder på, at den type hantavirus, vi har i Danmark, lige pludselig ændrer sig, eller at der sker smitte, siger Lars Jørgen Østergaard.

Meldingerne kommer, efter at tre personer, der har været om bord på et krydstogtskib, der er sejlet fra Argentina til Kap Verde, er døde.

Yderligere tre personer er formodet smittet.

Det første dødsfald skete 11. april, hvor en 70-årig hollandsk mand afgik ved døden. 24. april blev hans lig fjernet fra skibet.

Krydstogtskibet sejler nu mod De Kanariske Øer, hvor dets 150 passagerer skal i land og undersøges.

Der er ifølge Udenrigsministeriet i Danmark inden danskere om bord på skibet.

Der findes en del forskellige varianter af hantavirus rundt om i verden. Den version, der findes i Danmark, smitter ikke mellem mennesker.

Smitten finder ifølge Lars Jørgen Østergaard sted, når mennesker er i kontakt med eller indånder støv fra afføring eller urin fra rødmus.

Virusset giver influenzalignende symptomer og kan også påvirke nyrerne.

Der er omkring ti tilfælde af smitte af hantavirus om året herhjemme, men af den mildere type, fortæller Lasse Vestergaard fra SSI.

Det er ifølge Lasse Vestergaard blevet påvist, at smitten på krydstogtskibet stammer fra en type af hantavirus, der smitter mellem mennesker. Men det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt der er tale om en endnu ukendt undervariant.

- Der foregår lige nu yderligere karakterisering af den virus, sådan at man måske kan sige noget nærmere om, hvorvidt der er sket en udvikling, siger han.

SSI holder øje med forløbet omkring krydstogtskibet, fortæller Lasse Vestergaard.

Han forventer, at man blandt andet vil undersøge, hvordan smitten er sket.

Herunder om dem, der er blevet syge, har delt kahyt, eller om smitten er foregået mere indirekte.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT