Måling: En tredjedel af amerikanere bakker op om angreb i Venezuela

5. JAN 2026 • 23:27UDLAND

Flertal af republikanske vælgere bakker op om USA's angreb i Venezuela. Det samme gør kun få demokrater.

En tredjedel af amerikanerne bakker op om USA's angreb i Venezuela.

Det viser en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Ipsos for nyhedsbureauet Reuters.

72 procent af de adspurgte amerikanere svarer i målingen, at de er bekymrede for, at USA vil blive for involveret i det sydamerikanske land.

Meningsmålingen er foretaget søndag og mandag.

Holdningen til det amerikanske angreb, der lørdag førte til tilfangetagelsen af Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, deler i høj grad vandene mellem republikanske og demokratiske vælgere.

Mens 65 procent af de republikanske vælgere svarer, at de bakker op om angrebet, svarer blot 11 procent af de demokratiske vælgere det samme.

Donald Trump sagde lørdag, at USA ville "styre" landet, men det er der foreløbig ikke tegn på, at amerikanerne gør.

Udmeldingen om at styre Venezuela udgør ifølge Reuters et markant skifte for den amerikanske præsident, der ved flere lejligheder har kritiseret sine forgængere for udenlandsk indblanding.

Meningsmålingen fra Ipsos/Reuters viser, at der blandt de republikanske vælgere er en betydelig støtte til en amerikansk udenrigspolitik, der indbefatter udøvelsen af indflydelse på nabolandene.

43 procent af de adspurgte republikanere svarer i målingen, at de er enige i udsagnet: "USA bør føre en politik, der dominerer forholdene på den vestlige halvkugle". 19 procent af de republikanske vælgere svarer, at de er uenige i udsagnet.

Donald Trump sagde under et pressemøde lørdag, at han "ikke er bange for" at sætte soldater ind i Venezuela. Den amerikanske præsident har desuden gjort det klart, at amerikanske olieselskaber skal ind og investere i landet.

Omkring 60 procent af de republikanske vælgere angiver i målingen fra Ipsos/Reuters, at de støtter en eventuel udsendelse af amerikanske soldater i Venezuela, mens 30 procent af amerikanerne svarer det samme.

59 procent af republikanerne svarer i målingen desuden, at de bakker op om, at USA overtager kontrollen med oliefelter i Venezuela.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT