Libanon melder to dræbt i israelsk angreb nær Beirut
To er blevet dræbt, og fem personer er blevet såret efter angreb i det libanesiske Aley-distrikt, lyder det.
Et israelsk angreb mod byen Bechamoun, som ligger syd for Libanons hovedstad, Beirut, har tirsdag kostet to personer livet.Det siger Libanons sundhedsministerium i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet AFP.
- Det israelske fjendtlige angreb mod byen Bechamoun i Aley-distriktet resulterede ifølge en foreløbig opgørelse i to borgeres martyrdød og sårede yderligere fem, lyder det fra ministeriet.
Aley er et bjergrigt område sydøst for Beirut med en majoritet af den religiøse befolkningsgruppe drusere.
Ifølge AFP ligger Bechamoun uden for det, der betragtes som militsen Hizbollahs højborg i Beirut.
Libanon blev trukket ind i krigen i Mellemøsten, da den Iran-støttede Hizbollah-milits begyndte at affyre raketter mod Israel den anden marts.
Det skete for at hævne drabet på ayatollah Ali Khamenei, som var Irans øverste leder, i et amerikansk-israelsk angreb.
Israel har siden iværksat angreb på tværs af Libanon. Det har kostet mindst 1039 mennesker livet, skriver AFP.
Israel har også sendt landstyrker ind i den sydlige del af landet.
Samtidig med meldingen fra sundhedsministeriet lyder det, at angreb mod Beiruts sydlige forstæder er fortsat igennem natten til tirsdag.
Libanons statslige nyhedsbureau, NNA, rapporterer således, at Israel har udført flere angreb i forstæderne, hvor Hizbollah holder til.
Det drejer sig ifølge NNA om syv forskellige områder.
Det israelske militær gentog mandag sin opfordring til indbyggere i de sydlige forstæder om at lade sig evakuere.
En talsperson for Forenede Nationers generalsekretær har tidligere vurderet, at den igangværende krig har fordrevet omkring hver femte indbygger i Libanon.
/ritzau/
