Tre personer meldes dræbt under natlige angreb i Ukraine

24. MAR 2026 • 05:05UDLAND

Både i det centrale og sydøstlige Ukraine meldes personer omkomne under russiske missil- og droneangreb.

Tre personer er natten til tirsdag blevet dræbt under russiske missil- og droneangreb i Ukraine.

Det oplyser ledere af de militære administrationer i regionerne Poltava og Zaporizjzja, der ligger i det centrale og sydøstlige Ukraine, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Som følge af fjendens angreb i Poltava-området er der blevet registeret skader på beboelsesejendomme og et hotel. Der er udbrudt brand, siger Vitalij Djakivnytj, der er leder af den militære administration i Poltava, på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

- Desværre er to personer døde, og syv personer er blevet såret som følge af angrebet, tilføjer han.

Længere mod sydøst i Zaporizjzja melder lederen for regionens militære administration, ?van Fedorov, at én person er blevet dræbt i det, som han omtaler som et massivt drone- og missilangreb.

- En person blev dræbt, og yderligere tre personer blev såret, skriver Fedorov i et opslag på Telegram.

Seks beboelsesejendomme, to huse og en butik er blandt de bygninger, der er blevet beskadiget i forbindelse med nattens angreb, melder han.

Ifølge AFP lød luftalarmerne sent natten til tirsdag over stort set hele Ukraine - med undtagelse af i den sydvestlige region Odesa.

Polen har som følge af de russiske angreb mod nabolandet sendt kampfly på vingerne. Det oplyste den operative kommando i det polske militær natten til tirsdag på det sociale medie X.

Foranstaltningerne beskrives som forebyggende.

Polen har flere gange sendt fly på vingerne i løbet af Ruslands krig i Ukraine. Det er typisk sket i forbindelse med russiske angreb i det vestlige Ukraine.

Mandag aften advarede Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i sin daglige aftentale om, at han havde modtaget information fra det ukrainske efterretningsvæsen om, at Rusland forberedte sig på et større luftangreb.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT