Vindmøller og enzymer bringer Danmark i front med patentansøgninger

24. MAR 2026 • 06:00ERHVERV/POLITIK

DTU er det flittigste universitet i Europa til at søge patent. Rektor kalder det resultat af bevidst strategi.

Antallet af danske ansøgninger om patent steg sidste år med 5,2 procent i forhold til året før.

Det placerer Danmark på en fjerdeplads på listen over europæiske lande med flest patentansøgninger per million indbyggere.

Kun Schweiz, Finland og Sverige ligger højere.

Det fremgår af en opgørelse fra Det Europæiske Patentkontor (EPO), som offentliggøres tirsdag.

EPO er en fælles europæisk myndighed, der udsteder patenter, som kan dække i op til 45 lande.

Samlet set indgav danske forskere og virksomheder sidste år 2672 ansøgninger mod 2539 året før.

Førstepladsen blandt de danske patentansøgere indtages af biotekselskabet Novonesis, der fremstiller enzymer og mikroorganismer til industrier verden over.

På andenpladsen finder man vindmølleproducenten Vestas, og på tredjepladsen ingeniørvirksomheden Topsoe.

På fjerdepladsen ligger Danmarks Tekniske Universitet - DTU - der sidste år indgav 113 ansøgninger om patent.

Det gør det danske universitet til det mest patentsøgende universitet i Europa - foran eksempelvis Oxford University.

Rektor på DTU Anders Bjarklev siger, at det er resultatet af en bevidst satsning.

- Jeg tror, vi er nået dertil, fordi vi igennem mere end et årti har arbejdet målrettet med at identificere og - når der er mulighed for det - beskytte de opfindelser og den viden, vores ansatte har skabt, siger han.

Universitetet lægger ifølge rektor vægt på at få "omsat universitetets viden og arbejde til reelle arbejdspladser".

- Vi prøver at samle nogle gode folk til at hjælpe og bistå de forskere, der får de gode ideer, så de føler sig hjulpet.

- Og så kigger vi på, hvordan vi kan få sat idéerne i spil i forhold til eksisterende virksomheder eller opstart af nye virksomheder med afsæt i de idéer, der ønskes patenteret, siger Anders Bjarklev.

På top 20-listen over de mest patentsøgende europæiske universiteter indtager Københavns Universitet en plads som nummer 8 med 48 patentansøgninger sidste år.

Aarhus Universitet indtager pladsen som nummer 9 på listen med 43 ansøgninger til Det Europæiske Patentkontor.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT