Cosby skal betale millionerstatning for overgreb på kvinde i 1972

23. MAR 2026 • 21:57UDLAND

Kvinde siger efter millionerstatning, at det var vigtigt for hende, at nævninger troede på hende.

Den amerikanske komiker Bill Cosby skal betale en erstatning på 19,25 millioner dollar til en kvinde for at have givet hende et bedøvende stof og begået et seksuelt overgreb i 1972.

Det har en jury besluttet i en civil sag. Det skriver New York Times mandag.

Erstatningen, som svarer til knap 124 millioner danske kroner, skal gives til den tidligere tjener Donna Motsinger.

Hun har forklaret, at Cosby inviterede hende med til et standupshow, hvor hun fik et glas vin og en pille af Cosby, hvorefter han forgreb sig seksuelt på hende.

Senere vågnede hun i sit hus "uden bh og uden bukser" på, skriver hendes advokater i retsdokumenter ifølge New York Times.

- Hun vidste, at hun var blevet bedøvet og voldtaget af Bill Cosby, skriver advokaterne i dokumenterne.

Motsinger siger ifølge den amerikanske avis, at hun er klar over, at Cosby med erstatningen ikke dømmes i en straffesag.

Men det er vigtigt for hende at blive "troet på, og at han på en eller anden måde står til ansvar for det, han gjorde mod mig".

Cosbys advokat siger, at han vil anke. Dommen kommer på et tidspunkt, hvor han ifølge eget udsagn er i økonomiske problemer.

I dag 88-årige Cosby blev i 2018 idømt ti års fængsel med mulighed for at ansøge om benådning efter tre år. Ifølge dommen havde han i 2004 bedøvet og misbrugt en kvinde seksuelt.

Men efter at have siddet i fængsel i to år og ni måneder blev han løsladt i 2021. Det skete på grund af procedurefejl i sagen.

Cosby er bedst kendt for sin rolle som den elskelige far og ægtemand, Cliff Huxtable, i tv-serien "The Cosby Show", der blev vist i 1980'erne.

Hans rolle i serien gav ham kælenavnet "Amerikas far". Men senere stod en lang række kvinder frem med anklager mod ham om seksuelle overgreb, der skulle være begået igennem fem årtier.

Cosby har løbende fastholdt, at han er uskyldig, og at de seksuelle relationer, han havde med kvinder, var frivillige.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT