To mænd er fundet skyldige i at have spioneret for Hongkong i Storbritannien. Falske anklager, siger Kina.
Storbritannien vil indkalde den kinesiske ambassadør, efter at to mænd torsdag ved en domstol i London blev fundet skyldige i at have spioneret på vegne af Hongkong.Det siger Storbritanniens sikkerhedsminister, Dan Jarvis.
- De aktiviteter, som disse mænd udførte på vegne af Kina, er en krænkelse af vores suverænitet og vil aldrig blive tolereret, siger ministeren i en erklæring.
- Derfor vil Udenrigsministeriet indkalde den kinesiske ambassadør for at gøre det klart, at sådanne aktiviteter var og altid vil være uacceptable på britisk jord, tilføjer han.
To mænd, herunder en britisk immigrationsbetjent, blev torsdag kendt skyldige i spionage på vegne af Hongkong og dermed i sidste ende Kina, rettet mod fremtrædende pro-demokratiske dissidenter, der bor i Storbritannien.
Mændene, begge med dobbelt statsborgerskab i Kina og Storbritannien, nægter sig skyldige. Den kinesiske ambassade i London har anklaget Storbritannien for at opdigte anklagerne.
De menes at være de første personer, der er blevet dømt for spionage for Kina i Storbritannien. Det rapporterer lokale medier ifølge nyhedsbureauet AFP.
Forholdet mellem Storbritannien og Kina har været anstrengt siden en national sikkerhedsindsats mod til tider voldelige pro-demokratiske demonstrationer i Hongkong i 2019.
Hongkong var tidligere under britisk styre i 156 år, inden byen for næsten tre årtier siden blev overdraget til kinesisk suverænitet.
Den britiske premierminister, Keir Starmer, besøgte Kina i januar. Gentagne anklager om spionageaktiviteter har vist sig at være en hindring for at forbedre de bilaterale relationer.
/ritzau/Reuters