Medie: Bardellas parti efterforskes for misbrug af EU-midler i Frankrig

7. MAJ 2026 • 21:26UDLAND

Jordan Bardella kan ende med at blive præsidentkandidat. Hans parti er angiveligt i myndighedernes søgelys.

Det franske højrefløjsparti National Samling, der har Jordan Bardella som leder, undersøges for muligt misbrug af EU-midler.

Det siger en kilde tæt på sagen til nyhedsbureauet AFP.

Partiet mistænkes for at have brugt EU-midler til at give flere af dets medlemmer, herunder Bardella, medietræning i forbindelse med det franske parlamentsvalg i 2022.

Sagen er blevet overdraget fra de franske myndigheder til Den Europæiske Anklagemyndighed (Eppo), som er EU's anklagemyndighed, og som behandler sager, der vedrører EU's finansielle interesser.

- Efter en indledende undersøgelse er der blevet åbnet en efterforskning på baggrund af en mistanke om bedrageri, siger kilden til AFP.

Det var den franske organisation AC!! Anti-Corruption, som i første omgang anmeldte sagen til de franske myndigheder.

Både Jordan Bardella og hans parti har afvist anklagerne.

- Vi har absolut intet at bebrejde os selv for.

- Gruppen bag anmeldelsen er en selverklæret organisation på den yderste venstrefløj, hvis aggressive udtalelser ikke efterlader megen tvivl om dens hensigter, skriver Bardella på X.

I en separat udtalelse skriver National Samling ifølge AFP, at medietræningen af partiets medlemmer fandt sted i overensstemmelse med EU's regler.

Medietræningen blev suspenderet, da valgkampen op til præsidentvalget i 2022 begyndte, lyder det.

National Samling blev tidligere ledet af Marine Le Pen, som agter at stille op til præsidentvalget i Frankrig i 2027. En dom for misbrug af EU-midler fra sidste år kan imidlertid spolere Le Pens planer.

Dommen har medført, at Le Pen har fået forbud mod at stille op

Afgørelsen har hun anket, men hvis hun ikke får medhold, står Jordan Bardella klar til at stille op som præsidentkandidat for National Samling.

En afgørelse i Marine Le Pens sag ventes at være klar i juli.

Frankrigs nuværende præsident, Emmanuel Macron, har siddet i to embedsperioder og kan ikke genopstille.

På nuværende tidspunkt viser meningsmålinger, at Jordan Bardella er en af to favoritter til at vinde valgets første runde i 2027.

Bardella ligger stort set side om side med Édouard Philippe, der har været premierminister under Macron.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT