To virksomheder slipper for Donald Trumps globale importtold på ti procent, afgør handelsdomstol i USA.
En amerikansk handelsdomstol har torsdag underkendt Donald Trumps globale importtold på ti procent, der trådte i kraft i februar.Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Ifølge domstolen er der ikke juridisk grundlag for tolden.
Afgørelsen fra handelsdomstolen kom, efter at to mindre virksomheder havde rejst sagen. Virksomhederne mener, at toldsatsen er et forsøg på at omgå en tidligere afgørelse fra højesteret.
I februar erklærede højesteretten i USA, at de forhøjede toldsatser, som den amerikanske præsident, Donald Trump, indførte sidste år, var ulovlige. Dagen efter afgørelsen trådte den globale importtold på ti procent i kraft.
Trump indførte importtold på ti procent med henvisning til sektion 122 i handelsloven Trade Act of 1974.
Loven tillader ifølge Reuters, at toldsatser kan gælde i 150 dage, hvis formålet er at korrigere alvorlige underskud på betalingsbalancen eller at afværge en forestående devaluering af dollaren.
Handelsdomstolen fastslår torsdag, at loven ikke er tiltænkt den slags handelsunderskud, som Trump havde henvist til i sit dekret i februar.
Domstolens afgørelse fjerner ikke automatisk tolden for alle virksomheder, skriver Reuters. Afgørelsen gælder kun for de to virksomheder, der anlagde sagen.
En af dem er den amerikanske legetøjsvirksomhed Basic Fun!
- Denne afgørelse er en vigtig sejr for amerikanske virksomheder, der er afhængige af global produktion for at kunne levere sikre og prisoverkommelige produkter, siger Jay Foreman, der er administrerende direktør for Basic Fun!, i en erklæring ifølge Reuters.
- Vi er glade for, at retten har anerkendt, at præsidenten overskred sine beføjelser med disse toldsatser. Denne afgørelse skaber den nødvendige klarhed og stabilitet for virksomheder, der navigerer i globale forsyningskæder.
/ritzau/